Lagt for had: - Jeg er et omvandrende vrag

Line Hoffmeyer har fået mange grimme beskeder efter bruddet fra Lasse Rimmer

Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer meldte for en måneds tid siden ud, at de gik fra hinanden efter to års ægteskab. Foto: Mogens Flindt
Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer meldte for en måneds tid siden ud, at de gik fra hinanden efter to års ægteskab. Foto: Mogens Flindt

I starten af august fortalte komikeren Lasse Rimmer og hans kone, influenceren Line Hoffmeyer, at de to skulle skilles efter blot to år som ægtefolk.

Men ikke nok med at parret har skullet komme sig over den sorg, det har været, at de ikke har kunnet få forholdet til at fungere, så har Line Hoffmeyer også skulle forholde sig til en lang række grimme beskeder, som hun har modtaget i kølvandet på bruddet.

Det fortæller hun i et opslag på sin Instagram-profil, som Ekstra Bladet har fået lov til at bringe.

Her forklarer influenceren, at hun i den seneste tid har modtaget flere beskeder fra folk, der har en holdning til, hvordan hun agerer over for Lasse og hans børn i kølvandet på bruddet.

'Jeg tror simpelthen ikke, jeg havde grejet, hvor grim tonen ville blive, efter jeg meddelte vores brud. Jeg forstår godt, at man kan tænke, at jeg er en idiot og et røvhul. Jeg bliver bare stadig sindssygt overrasket over, hvad folk kan finde på at skrive til fremmede mennesker', indleder hun i opslaget, hvor hun deler et par af de beskeder, hun har modtaget.

Knust
I opslaget fortæller hun ærligt videre, at hun i øjeblikket er sønderknust efter bruddet, og at det derfor gør ekstra ondt at modtage de grimme beskeder.

'For tiden er mit hjerte knust, jeg er et omvandrende vrag af dårlig samvittighed, og jeg hænger kun lige akkurat sammen. Men det er i sidste ende mig selv, der har valgt det, og derfor står jeg ikke og flæber på story, men forsøger at tage ansvar og hjælpe den smule, jeg stadig kan, så hjulene fortsat kan køre rundt for alle', skriver hun og fortsætter:

'Jeg er ved at være lidt fyldt op af kommentarer om, hvor stort et røvhul jeg er, mens jeg allerede går og slår mig selv i hovedet. I må tage mit ord for, at jeg ikke føler mig som et offer for noget som helst, og hvor kliché det end lyder, så vil jeg sådan håbe, at I kan finde vejen ud fra min Instagram-konto, hvis ting jeg gør og siger falder jer for brystet'. 

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer nåede at være gift i to år. Foto: Privat
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer nåede at være gift i to år. Foto: Privat
 

Hun afslutter opslaget med at sende en tak til alle de mennesker, der har sendt søde beskeder i hendes retning og har været støttende i den svære tid, hun går igennem.

Ikke uvenner
Det var 10. august, at Lasse Rimme og Line Hoffmeyer fortalte offentligt, at de var gået hver til sit.

I den forbindelse forklarede de begge, at der ikke lå utroskab eller anden uærlighed til grund for bruddet, og at de fortsat har en stor kærlighed til hinanden.

'Vores brud er sket, efter alle andre udveje er afsøgt. Vi skilles som venner med dyb respekt for og stor kærlighed til hinanden. Der ligger hverken utroskab eller andre uærligheder til grund for den her beslutning, alene en følelse af, at noget større ramte os, som vi ikke var stærke nok til at løfte som et hold,' lød det blandt andet fra Hoffmeyer i den forbindelse.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer nåede at være kærester i omkring fem år, før de gik hver til sit. De har ingen fælles børn.