Politiken kunne i marts 2020 bringe et fødselsdagsportræt af sangeren Pernille Rosendahl i forbindelse med hendes 50-års fødselsdag. Og det faldt ikke i god jord.
For portrættet blev stærkt kritiseret, og filminstruktør Christina Rosendahl, der er søster til Pernille Rosendahl, kaldte sågar portrættet 'et skoleeksempel på sexisme'. der 'fremviser flere klassiske strategier for nedgørelse på baggrund af køn'.
Den tidligere politiker Kristian Jensen, der nu er gift med Pernille Rosendahl, har været en tur forbi Ekstra Bladets podcast 'Q&CO', og her sætter han for første gang ord på, hvordan han oplevede hustruens portræt.
- Det var stærkt ubehageligt. Det er jo så fornedrende, når folk bliver fremhævet på grund af deres ægtefæller i stedet for deres indsats, siger Kristian Jensen og fortsætter:
- Portrættet blæste hen over al den musik, som hun har lavet. Den indsats, hun har lagt. Alt den kamp for at få flere unge talenter frem. Den kamp, hun har haft for at bringe musikken nye steder.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ked af det og rasende
Videre fortæller Kristian Jensen, at hustruen blandt andet har lavet koncertturnéer i kirker og bragt musik ud til folk, der normalt aldrig ville komme til en koncert.
- Det blev negligeret. Til gengæld blev det fremhævet, hvem hun var kærester med. Det er da en fornedrende måde at behandle en fremragende kunstner på.
- Hvor ked af det blev hun?
- Ekstremt ked af det.
- Hvad med dig?
- Meget ked af det og rasende, så jeg blev nødt til at holde mig ude af den debat. Fordi ellers ville der være ord, som ville være svært at tage i sig igen, lyder de afsluttende ord fra Kristian Jensen.