Langer ud efter tidligere TV 2-chef: - Brutal ledelse

Den tidligere politiske redaktør på TV 2 Anders Langballe skriver i bogen 'Forfra' om en hårdkogt ledelseskultur og om at føle sig presset til at skulle vise sit værd

For Anders Langballe er det hårdt, at TV 2's ledelse og ikke mindst nyhedsdirektør Mikkel Hertz har haft så travlt med at vaske hænder. Foto: Linda Johansen
For Anders Langballe er det hårdt, at TV 2's ledelse og ikke mindst nyhedsdirektør Mikkel Hertz har haft så travlt med at vaske hænder. Foto: Linda Johansen

Tre dage før, Anders Langballe endte på Rigshospitalet med den første af to blodpropper i hjernen, havde han været til møder med ledelsen på TV 2.

Han havde forsøgt - uden held - at gøre opmærksom på, at han var ekstremt stresset - ikke mindst, fordi 'der var en voksende mistillid og stress i forhold til ledelsen af den politiske redaktion'.

I sin bog 'Forfra', der udkommer mandag, beskriver den tidligere politiske redaktør en hårdkogt arbejdskultur, som gjorde, at han følte et enormt pres for hele tiden at skulle bevise sit værd.

Hans beretning kommer i kølvandet på den seneste tids fortællinger om en sexistisk kultur på TV 2, som Anders Langballe kobler til den ledelsesstil, han kalder 'brutal'.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Og særligt tidligere nyhedsdirektør på TV 2 Mikkel Hertz langer han ud efter.

'Chefen var den senere nyhedsdirektør Mikkel Hertz, som jeg ad åre fik et godt og fortroligt samarbejde med som politisk redaktør, men som også var en bærer og bevarer af den hårde, maskuline ledelsesfilosofi og kultur, som jeg til sidst slog mig så hårdt på, at jeg måtte begynde forfra på livet,' står der blandt andet i bogen.

Anders Langballe beskriver forløbet op til sin sygdom nøje i bogen 'Forfra'.
Anders Langballe beskriver forløbet op til sin sygdom nøje i bogen 'Forfra'.

Ville sige op
I sin bog fortæller Anders Langballe, at han flere gange forsøgte at tage sine overvejelser og bekymringer om den mistillid og stress, han følte, op med Mikkel Hertz, men at han aldrig kunne trænge igennem til ham.

'Problemet nåede et omfang, hvor jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen,' fortæller Langballe i bogen og tilføjer, at han i 2016 meddelte Hertz, at han ville stoppe på TV 2.

Han blev dog overtalt til at blive med løfter om bedre arbejdsvilkår. Men sådan blev det ikke.

Mikkel Hertz forårsagede panikangst hos Anders Langballe, fortæller Langballe i bogen 'Forfra'. Foto: Anthon Unger
Mikkel Hertz forårsagede panikangst hos Anders Langballe, fortæller Langballe i bogen 'Forfra'. Foto: Anthon Unger

I det tidlige efterår 2018 kulminerede det hele for Anders Langballe i nogle meget kontante samtaler med nyhedsdirektør Mikkel Hertz, og beskeden var kort og godt, at hvis Langballe ikke kunne klare mosten, måtte han smutte, skriver han i bogen.

Næste stop blev Rigshospitalet.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Panikangst
Efter et længere genoptræningsforløb var Anders Langballe i 2019 klar til at skulle sluses tilbage til jobmarkedet igen.

Da han tilfældigt ved TV 2's redaktion støder på Mikkel Hertz, bliver han dog kastet tilbage i de følelser, der havde knækket ham året før.

'Jeg blev ramt af panikangst og gik baglæns. Jeg tror, at han personificerede al den fortid på TV 2, der var så svær for mig, og derfor gik det helt galt for mig, da jeg pludselig så ham,' fortæller han i bogen.

Anders Langballe følte sig svigtet af sin ledelse. Foto: Linda Johansen
Anders Langballe følte sig svigtet af sin ledelse. Foto: Linda Johansen

Det sluttede dog ikke der. For ved Langballes afskedsreception holdt selvsamme Mikkel Hertz en tale, hvor han understregede sine egne utrættelige forsøg på at hjælpe Langballe med at slappe af.

'Der var bestemt sjove nedslag i talen, men det samlede indtryk var, at han på TV 2’s vegne vaskede hænder i forhold til ansvaret for både årsagen til sygdommen og forløbet bagefter,' fortæller Anders Langballe i bogen.

Ekstra Bladet har kontaktet Mikkel Hertz for at foreholde ham den kritik, Anders Langballe rejser i bogen.

Læs hans svar nedenfor:

'Ingen kommentarer'

Ekstra Bladet har været i kontakt med Mikkel Hertz, der over telefonen oplyser, at han ikke ønsker at kommentere sagen.

- Jeg vil ikke udtale mig om noget, jeg ikke har læst, siger han.

- Jeg vil jo meget gerne fortælle dig, hvad det er, der står, så du kan få lov til at svare på det?

- Nej, jeg vil ikke sige noget, når jeg ikke har læst det selv. Men så vil jeg vurdere, om jeg har noget, jeg vil sige om det, siger Mikkel Hertz.