Line Baun: Stop krænkerhysteriet!

Journalist og forhenværende studievært Line Baun Danielsen er træt af 'krænkelseshysteriet', offentlige rettergange og kvinder, der ikke tager ansvar

Line Baun har fået nok af 'krænkelseshysteriet', offentlige rettergange, og kvinder, der ikke tager ansvar. Foto: Emil Baun Bartram
Line Baun har fået nok af 'krænkelseshysteriet', offentlige rettergange, og kvinder, der ikke tager ansvar. Foto: Emil Baun Bartram

Line Baun Danielsen har fået nok.

I en opsang på sin blog og sociale medier langer hun ud efter 'krænkelseshysteriet' og den offentlige rettergang. Hun savner værdighed og nuancer i debatten.

'Hvad sker der lige i Danmark? Landet, der som det første satte pornoen fri. Landet, hvor kvinderne som nogle af de første smed bh’en i kvindesagens hellige navn. Landet der hylder frihed og lighed mellem kønnene. Landet som har det retsprincip, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Jeg er SÅ forvirret og rystet. Nu må krænkerhysteriet stoppe!', skriver hun på sin blog.

- Jeg er frustreret over, at der kun hersker én mening, og andre meninger ikke må være til stede, siger hun til Ekstra Bladet.

- Det er fint med et opgør mod en kultur, der ikke er sund. Men det skal gøres på en ordentlig måde. Vi skal ikke udskamme mennesker, som er produkt af noget, der var engang. Det kommer til at forvride debatten fra de sager, der er rigtig tunge.

Line Baun raser: - Det er ikke okay

Tag ansvar
Line Baun savner, at kvinder tager ansvar for sig selv, men hun slår to streger under, at hendes opsang ikke handler om de grove overgreb som voldtægter eller udsatte kvinder.

- Det handler om kvinder, der er i positioner, hvor de efter min opfattelse burde være i stand til at kunne sige fra. Vi taler om de mindre tilfælde, og nu risikerer jeg at komme på kant med mange, men mange af de historier som medierne har beskrevet, der undrer jeg mig over, at de ikke bare har sagt 'nej'. Hvad mon er gået forud for alt det, der er sket? spørger Line Baun.

Line Baun: Stop krænkerhysteriet!

Nu tidligere overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, fremhævede også betydningen af retsprincippet, da han gik af tidligere på ugen.

Hun mener, at alle bærer et ansvar om tydelig kommunikation, når man ved eksempelvis fester lægger formalia fra sig.

- Hele kulturen med at ledere og ansatte sammen sidder og drikker sig halvfulde er med til at forplumre det hele. Man kunne starte med at sige, at man ikke drikker alkohol på arbejdet, så forstanden ikke sætter ud. Man har også et ansvar for ikke at sætte sig selv i situationer, man ikke ønsker. Det kan ikke kun være den enes opgave - der har vi et fælles ansvar.

Raser: - Det er jo fuldstændig absurd

Generation 'Jeg har ret'
Hun synes, det går alt for langt, når en borgmester må gå, 'fordi han har lagt en hånd på et kvindelår, nusset nogle tæer eller danset for tæt'.

- Jeg ville have sagt fra, gået min vej og sagt: Hvad fanden bilder du dig ind? Det har aldrig været forbudt at sige 'nej'. Som kvinde og forælder synes jeg, vi har en pligt til at opdrage vores børn og unge mennesker til at sige 'nej'. Vi skal ikke anerkende eller acceptere seksuel krænkelse. Selvfølgelig skal vi ikke det.

- Er yngre generationer generelt dårligere til at sige fra?

- Det tror jeg faktisk. Den yngre generation er vokset op med 'jeg har ret'. Men der er en konsekvens ved alt, hvad vi gør som mennesker. Hvis jeg går på en bar i nedringet bluse eller til julefrokost i lårkort kjole og signalerer noget seksuelt, så har jeg også selv være medvirkende til, at jeg kan få de reaktioner, jeg beder om via min påklædning.

- Selvfølgelig skal man have lov at klæde sig, som man vil. Men jeg synes stadigvæk, at mit ansvar også er at vide, at når jeg gør det, så risikerer jeg også noget andet. Hvis ikke jeg ønsker seksuel opmærksomhed, så klæder jeg mig derefter.

Væk fra offentlig rettergang
- Hvor ender vi henne, hvis vi fortsætter ad denne vej?

- Der kommer strammere rammer, måske noget lovgivning på området. Arbejdstilsynet har allerede definitioner på sexchikane. Jeg håber bare, man ikke skal have offentlige rettergange, men at man kan ordne tingene på en værdig vis. Både for kvinderne, der er blevet krænket, og for de mænd, som har krænket kvinderne.