I dag, tirsdag, er det præcis et år siden, at tv-værten Michèle Bellaiche, 47, og kæresten, Mads, fandt sammen, og det skal fejres på et lille hotelværelse i Odder.
Det kunne en veloplagt Bellaiche fortælle den fremmødte presse, da hun dukkede op ved TV Prisen 2020 lørdag aften.
- Det går rigtig godt. Det går sindssygt godt, forklarede hun om forholdet.
For tiden ser hun en hulens masse film i biografen for at forberede sig til oscaruddelingen 9. februar, som hun dækker for TV2 for fjerde gang. Hun tager dog en lille pause i starten af næste uge, hvor hun skal afholde et foredrag, som samtidig dikterer, hvordan årsdagen skal fejres.
- Årsdagen er på tirsdag, og der skal jeg til Odder og holde foredrag. Han har allernådigst sagt ja til at køre mig, og så overnatter vi på et lille hotel i Odder, hvor vi fejrer vores etårsdag, sagde hun og understregede, at film er hendes store interesse.
- Så skal der måske ses lidt Netflix?
- Ja, ha ha – eller noget andet, sagde hun med et glimt i øjet.
Her et år inde i forholdet har parret ingen planer om at flytte sammen.
- Vi er ikke flyttet sammen, og det skal vi ikke så længe, vi har børn, der bor hjemme, slog hun fast.