Mads Mikkelsen jubler: - Alt jeg ønskede mig

Mads Mikkelsen er stor fan af Indiana Jones, og han glæder sig over at have sikret sig en rolle i den kommende film

Mads Mikkelsen ser frem til at spille over for Harrison Ford. Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix
Mads Mikkelsen ser frem til at spille over for Harrison Ford. Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix

I april kom det frem, at Mads Mikkelsen har scoret en rolle i endnu et stort filmunivers. Denne gang er det over for Harrison Ford i rollen som Indiana Jones, når den femte film i rækken får premiere næste sommer.

Mads Mikkelsens manager, Ulrich Møller-Jørgensen, bekræftede nyheden om rollen over for Ekstra Bladet. Han ønskede dog ikke at sige yderligere eller oplyse, hvilken rolle skuespilleren skal spille, og det er fortsat uklart.

Men hvis man skal tro den danske stjerneskuespiller, kan man godt begynde at glæde sig. Han kender nemlig allerede handlingen i filmen, fortæller han i et interview med Collider.

- Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Jeg genså 'Raider of the Lost Ark' (den første film om Indiana Jones fra 1981, red.). Den er bare så vellavet og så charmerende, og den fortæller historien så fantastisk. Så ja, det er en stor ære at være en del af dette univers, som jeg voksede op med, siger Mads Mikkelsen og fortsætter:

- Jeg er i den heldige position, at de lod mig læse manuskriptet før tid. Og ja, det var alt, jeg ønskede mig, det skulle være. Det var bare fedt.

Mads Mikkelsen fortæller videre, at han selv skal være med til at skabe sin karakter og gøre den til en, som folk gerne vil se, når filmen udkommer.

James Mangold overtager fra Steven Spielberg som instruktør på filmen, der forventes at starte produktion denne sommer og få premiere 29. juli 2022.

Stor succes
Indiana Jones-rollen er blot ét af flere store, internationale filmuniverser, som Mads Mikkelsen er en del af.

Den danske skuespiller tidligere været med i James Bond, Marvel i 'Dr. Strange', Harry Potter i ''Fantastic Beasts' samt Star Wars i 'Rogue One: A Star Wars Story'.

På den danske filmscene nyder han også stor succes, og for nylig kunne han sammen med resten af 'Druk'-holdet glæde sig over en Oscar for bedste udenlandske film. Filmrettighederne er blevet solgt til Hollywood, hvor Leonardo DiCaprio nævnes som en mulighed i Mads Mikkelsens rolle.

Der er rigtig gode penge at tjene, hvis man er en succesfuld dansk skuespiller, som Mads Mikkelsen er. Det kan du læse mere mere om her.