Martin Jørgensen taget for spritkørsel
Martin Jørgensen taget for spritkørsel Så fik Martin styr på ét af sine problemer
Martin Jørgensen kørte i marts bil med en promille på lidt over de tilladte 0.5.
Den 38-årige fotograf og reklamemand blev stoppet på Islands Brygge i København og fik tjekket nummerpladen på sin Mercedes. Der var ikke betalt forsikring på bilen, og politiet bad ham rutinemæssigt om at blæse i alkometeret.
- Jeg er meget ked af det. Jeg er utrolig skuffet over mig selv og ked af, at jeg har såret så mange omkring mig. Jeg har sat dem i en forfærdelig situation, og det er ikke fair, hvis andre bliver inddraget i sagen, sagde Martin Jørgensen dengang til HER & NU.
Seneste udvikling i sagen udspiller sig netop nu i form af en sag, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed kører.
Formålet med den aktuelle sag er, at finde ud af, om kilder hos politiet har givet fortrolige oplysninger videre til pressen. Det skriver ugebladet SE og HØR i den udgave af bladet, der rammer kioskerne i morgen.
Bekræfter sag
Til Ekstra Bladet bekræfter Martin Jørgensens advokat Kim Krarup sagen.
- Jeg kan bekræfte, at der i forlængelse af, at der var omtale af en færdselsforseelse blev indgivet en klage til Københavns Politi, der nu behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, siger han og fortsætter:
- Jeg har på vegne af Martin Jørgensen indgivet en klage over, at sådanne oplysninger de tilgår medierne, før de tilgår min klient. Det er det, som klagen går på. Nu sidder der en uafhængig politiklagemyndighed, der skal efterforske det her i forhold til at finde ud af, om det er politiet eller enkelte politifolk, der har slået lidt for meget op i registret, eller hvor lækket om de her oplysninger vedrørende en færdselsforseelse de kunne være kommet fra.
Hvornår regner du og Martin Jørgensen med, at der sker noget videre i sagen?
- Der er som regel lang sagsbehandlingstid. Jeg har haft en sag - ikke for Martin Jørgensen - der tog dem tre år at efterforske. Politiet har begrænsede resurser, og det må man jo som borger respektere. Det er bare sjovt, at så mister man jo også noget af sin hukommelse. Heldigvis er der jo så nok også nogle systemer, så man kan se, hvem der har slået ting op i de enkelte sager, siger advokat Kim Krarup.
Pinborg afviser
I SE og HØR afviser chefredaktør Niels Pinborg, at bladet har modtaget fortrolige oplysninger fra en hemmelig politikilde.
- Jeg kan i sagens natur ikke afsløre vores kilde. Men der er intet odiøst i den sag, og vi har ikke fået fortrolige oplysninger fra politiet, lyder den klare melding fra Pinborg, der i samme anledning opfordrer til, at 'folk skal holde på med at se spøgelser overalt.'