Det gælder om at kunne noget med mad, hvis man vil stille op til ’Masterchef’, det populære madprogram, der i øjeblikket bliver vist på TV3.
Oftest bliver de helt håbløse amatørkokke sorteret fra i ansøgningsprocessen, inden de når til de filmede auditions. Det sørger en række kokke for. De læser alle ansøgninger igennem, mens de spejder efter naturtalenter i et køkken.
Det afslører Jesper Koch, der er en af denne uges gæster i ’Dahl på Hack’.
Men engang imellem er der alligevel nogle ansøgere, der slipper igennem systemet og får lov til at præsentere det, der ender med at blive en kikset ret for de kritiske dommere.
- Der er nogle, der kan komme helt til audition og så stadig servere noget, hvor man tænker ’Ej, det var ærgerligt, at du dukkede op’, fortæller Jesper Koch.
Især én deltager, der formåede at snige sig igennem den hårde udvælgelsesproces, vil Jesper Koch aldrig nogensinde glemme.
- Der var en, som ville overbevise os om, at han kunne lave en laktosefri bearnaise – altså uden mejeriprodukter, hvilket er tæt på det veganske, griner den sønderjyske kok.
En bearnaise er lavet på æggeblommer og smør, og derfor blev dommerne heller ikke helt overbevist, da de fik serveret en næsten vegansk udgave af den syrlige, gule sauce.
- Der måtte vi sige, med et glimt i øjet, at det nok var nemmere at gå til ’X Factor’, for der ville der være en større chance for at komme med i programmet, for det her endte ikke godt, griner Jesper Koch.
Jesper Koch har ikke kun travlt med at være dommer i ’Masterchef’ i disse dage. Til foråret åbner han tre restauranter på et nyt 19 etager stort hotel i Sønderborg. I videoen ovenfor afslører kokken, hvad der kommer til at være på det store hotel – ud over værelser.
Se hele interviewet med Jesper Koch i 'Dahl på Hack' ved at klikke på linket nedenfor.