Det seneste års tid er Mathilde Beuschau, der er kendt fra dokumentarprogrammet 'Årgang 0' på TV2, blevet et hit på Instagram, hvor hun deler ud af sit liv, sine op- og nedture og ikke mindst sine fremskridt i træningscenteret, hvor hun bruger mange timer.
Den stigende popularitet på Instagram har også ført til, at hun modtager mange tilbud fra mænd, der gerne vil på date med hende.
Men de mange tilbud vælger hun i øjeblikket at takke nej til.
'Årgang 0'-deltager har fundet kærligheden
Hun har nemlig lagt datinglivet på hylden - i hvert fald for en stund.
- Det er lagt på is. Jeg har nok at se til for tiden med lange dage, skole og job, og samtidig står jeg og skal til at flytte i en ny lejlighed, så jeg orker ikke dating lige for tiden, og jeg er nået til en konklusion om, at jeg faktisk ikke gider mænd lige nu, siger hun med et grin til Ekstra Bladet.
- Jeg synes kun, det skaber unødvendige bekymringer, og så kan man ligeså godt lade være. Jeg tror, at jeg den seneste tid har fokuseret lidt for meget på, at jeg rigtig gerne ville have en kæreste, og jeg har haft forventningerne for højt, og så kan man jo kun blive skuffet.
Vild udmelding fra 'Årgang 0'-Mathilde: Jeg stopper
Derfor har hun valgt at skrue helt ned for datingen, efter hun tidligere i flere år har været i et fast forhold.
- Så nu har jeg skruet mine forventninger helt ned, og så kan man jo kun blive overrasket. Men jeg tager en pause fra mænd og holder fuldt fokus på mig selv, mit velvære, min krop og træning, siger hun og fortsætter:
- Så undgår jeg også det der stress med, hvorfor han ikke svarer, og hvilke signaler der bliver sendt. Det der spil. Det gør en helt vildt usikker, og jeg kan ikke rigtig fungere i det.
Det betyder dog ikke, at hun ikke har mod på at finde kærligheden.
- Dating er lagt på hylden, men jeg er da sikker på, at jeg bliver klar til det igen. Når man ikke går og venter på, at det sker, så sker det også, men jeg prioriterer ikke at opsøge det lige nu og at gå aktivt på dates. Men jeg er da sikker på, at prinsen på den hvide hest nok skal komme på et tidspunkt.