Ingen af løverne bed på, da Christina Bilgrav, Camilla Bilgrav og Camilla Paulsen dukkede op i 'Løvens hule' på DR1 i starten af 2020.
De tre skabere af Ladybox, der sælger abonnementer på en månedlig forkælelsesboks til kvinder, kunne efterfølgende glæde sig over, at de alligevel fik investorer med. Løbende har kvinderne nemlig solgt ud af deres ejerandel, og nu har de gjort det igen.
Og denne gang er det et kendt ansigt, de har fået med i biksen. Af det offentlige virksomhedsregister fremgår det, at sangeren Medina 30. juni købte sig ind i firmaet. Via selskabet ApS NR. 1142 ejer hun nu mellem 10 og 14,99 procent af Ladybox.
Dermed er den 39-årige popstjerne blevet en del af den voksende ejerkreds, som ud over de tre stiftere nu tæller yderligere fire personer.
Christina Bilgrav, Camilla Bilgrav og Camilla Paulsen ejer nu hver 18,96 procent af Ladybox. De har hver afgivet 2,11 procent af deres ejerandel for at få Medina med ind i selskabet, fremgår det af regiseret.
Hvor stor en del Medina præcis har købt, og hvad hun har betalt for ejerandelen, ønsker Ladybox ikke at oplyse. Men over for Ekstra Bladet bekræfter de samarbejdet.
'I Ladybox har vi længe talt om, at det ville være super interessant at have en ambassadør, som samtidig havde lyst til at være del af vores team på et strategisk niveau. Kemien mellem os var hurtigt super god. Vi kunne se en god synergi i at have Medinas kreative og kunstneriske energi med som en tilføjelse til vores team,' lyder det i en udtalelse fra selskabet.
'Formålet med Ladybox er jo at forkæle kvinder og minde om, at man skal huske sig selv i en travl hverdag - og i det koncept passede Medina bare perfekt ind. Vi er sikre på, at Medina kan være med til at løfte Ladybox til næste niveau, og vi glæder os super meget til at starte samarbejdet.'
Ladybox kommer inden længe med regnskab for 2021. Da selskabet sidst leverede regnskab - for 2020 - kom selskabet ud med et underskud på 345.987 kroner.
Egenkapitalen var dog - takket være et par kapitalforhøjelser - stadig positiv med 714.733 kroner.
Medinas nye erhvervseventyr kommer, en måned efter at hun blev mor for anden gang. 6. juni kom sønnen Elliot til verden - halvandet år efter at hun sammen med sin mand, Malo, fik sønnen Tyler.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Medina via hendes manager, men han har ikke besvaret vores henvendelse.