Medvært reagerer: - Jeg blev meget rystet

Anna Olrik, der er vært på 'Shitstorm', reagerer nu på beskyldningerne mod Mads Aagaard

Foto: DR og Jens Dresling, redigering: Kristian Hansen

Anna Olrik, der sammen med blandt andre Mads Aagaard er vært på 'Shitstorm', er rystet over de vidnesbyrd, der søndag er kommet frem om hendes kollega, efter Berlingske søndag afslørede, at Aagaard gentagne gange har udsat både kvinder og mænd for alvorlig sexisme, chikane og trusler.

Det fortæller hun i en mail til Ekstra Bladet.

'Jeg blev, som mange andre, meget rystet, da jeg læste artiklen i går. Jeg forsøger nu at samle mine tanker, som kører i mange retninger', lyder det fra værten, der understreger, at hun ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Også hendes medkollega på 'Shitstorm' Sanne Cigal gik søndag til tasterne på Instagram, hvor hun reagerede på historierne om Mads Aagaard.

'Spekulationerne og interessen for en kommentar fra mig om artiklen i Berlingske stiger. Det er ubehagelig og chokerende læsning. Punktum. Jeg er ked af det og rystet. Lad mig sige det meget klart: Jeg forstår godt, at I henvender jer, men guilt by association er en farlig sti at gå ned ad', skriver hun i et opslag på Instagram, som Ekstra Bladet har fået lov at citere fra.

Politiker rystet: DR-vært arbejdede på kampagnevideo

DR-værten fortsætter med at fortælle, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, og at hun som medvært ikke kan eller ønsker at stå til regnskab for Aagaards handlinger.

'Hvis en kvinde skal tages til indtægt for, hvad en mandlig kollega har gjort, så er vi gået 100 skridt frem og 1000 tilbage. For yderligere henvendelser kan I fra nu af tage fat i den store licensklods om benet, DR', skriver hun.

Hjemsendt efter sexchikane: Nu reagerer kvinderne

Også Sanne Cigal reagerede søndag på de foruroligende vidnesbyrd om hendes medvært Mads Aagaard.  Foto: DR
Også Sanne Cigal reagerede søndag på de foruroligende vidnesbyrd om hendes medvært Mads Aagaard. Foto: DR
 

Reagerede ikke
Ifølge Berlingske blev DR i august 2019 orienteret om, at Mads Aagaard Danielsen havde en truende og aggressiv adfærd. Det viser en mailkorrespondance, som Ekstra Bladet har set, ligeledes.

Alligevel fortsatte han med at være vært på radioprogrammet 'Shitstorm' på P1 og 'DM i hadbeskeder', og DR valgte ikke at gøre mere ved sagen før for et par uger siden, hvor værten blev sendt hjem.

Herunder kan du læse DR's svar på, hvordan det kunne ske:

Her er DR's svar

'Det, der kan læses i Berlingske, gør dybt indtryk. Sådan skal ansatte i DR naturligvis ikke opføre sig. Det er selvsagt dybt beskæmmende, at nogen skal opleve en sådan adfærd fra en DR-medarbejder, og vi vil gerne uforbeholdent undskylde overfor de pågældende, at de har været udsat for det, der beskrives. Sådan skal det ikke være', lyder det i en mail fra kulturdirektør i DR, Henrik Bo Nielsen.

'DR skal fremover sætte hurtigere ind i forhold til at stoppe medarbejdere, der måtte bryde grænserne for, hvordan man opfører sig. Det arbejde er i fuld gang. Meget tyder på, at den relevante chef i forhold til beskrivelserne i Berlingske, som ikke længere er ansat i DR, skulle have ageret hurtigere, anderledes og orienteret videre om forholdene, blandt andet ved henvendelserne udefra', lyder det fra Henrik Bo Nielsen, der fortsætter:

'Det ønsker vi at komme helt til bunds i, men vores hovedfokus lige nu og her i de kommende dage er at tage kontakt til dem, der er stået frem med  oplevelser, der skal handles på, og at tage vare på de medarbejdere i DR, der er berørt', lyder det videre.

DR har ikke ønsket at give yderligere kommentarer.

 

Mads Aagaard: Jeg vil søge hjælp

Mads Aagaard Danielsen vil overfor Berlingske ikke kommentere de konkrete sager, men skriver i en besked:

'Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på en gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste', skriver han i en sms til Berlingske.

Ekstra Bladet har flere gange i den forløbende uge forsøgt at få en kommentar fra Mads Aagaard Danielsen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med en række af de kvinder, der står frem og fortæller krænkende oplevelser om Mads Aagaard i Berlingske. De har ikke ønsket at fortælle yderligere om deres oplevelser til Ekstra Bladet.