Efter 29 års forhold har Mette Blomsterberg og hendes mand, Henrik, valgt at blive skilt.
Det oplyser parret i en fælles besked på den tidligere 'Den store bagedyst'-dommers Instagram-profil.
'Henrik og jeg har valgt at gå hvert til sit efter mange, mange gode år sammen,' lyder det på det sociale medie.
'Det er ulykkeligt for os begge to - en virkelighed, som gør ondt. Det er en svær tid, specielt for vores piger, og derfor beder vi pressen om at respektere, at vi som familie får den nødvendige ro til at finde os selv,' fortsætter parret og fortæller, at de ikke har yderligere kommentarer.
Flere års krise
Ægteparret har tidligere været ærlige omkring, at de har skullet kæmpe for at holde sammen.
I et interview med Hendes Verden sagde Mette Blomsterberg i 2019, at de tidligt i ægteskabet havde problemer.
– Vi har prøvet at have det ad helvede til og troet, at vi skulle skilles i en periode, da vi havde kendt hinanden i nogle år og havde små børn. Men vi fandt tilbage til hinanden, og i dag har vi accepteret, at toget ikke altid kører på skinner, sagde hun til mediet.
I ugebladet SØNDAG fortalte den nu 51-årige Mette Blomsterberg i 2015, at parret ti år tidligere havde været i en stor krise.
- Vi var kommet for langt ud i dårlige mønstre. Vi var med andre ord der, hvor jeg tror, at mange ender, når man har for travlt med job og små børn. Fuldstændig crazy frustrerede, og så gik det for alvor galt, sagde hun dengang og fortalte, at krisen varede to år.
Mette og Henrik Blomsterberg gik dog i terapi og kom igennem krisen. Det gav dem en række ekstra år i ægteskabet, men nu har parret altså måttet sande, at det er forbi.
De har sammen to voksne døtre.