Midt i stor sorg: - Det varmer vores hjerter

Albert Dyrlunds familie takker for donationerne i forbindelse med hans bisættelse

Albert Dyrlund blev kun 22 år. Privatfoto.
Albert Dyrlund blev kun 22 år. Privatfoto.

17. august blev youtuberen Albert Dyrlund bisat fra Egebæksvang Kirke i Espergærde omgivet af sin nærmeste familie og venner.

I forbindelse med bisættelsen havde familien et helt særligt ønske.

I stedet for blomster ønskede de nemlig, at man gav donationer til et særligt og godt formål, som betød meget for Dyrlund.

'Hvis I ønsker at sende ham en sidste hilsen, har vi et ønske om, at I donerer penge til Verdens Naturfond i stedet for blomster. Det ville være i Alberts ånd, da han gik meget op i klima og beskyttelse af skove og dyr,' lød det fra familien i et opslag på Albert Dyrlunds Facebook-profil.

Familien var knuste, da de sagde et sidste farvel til Albert Dyrlund. Foto: Henning Hjorth
Familien var knuste, da de sagde et sidste farvel til Albert Dyrlund. Foto: Henning Hjorth

Vi vil gerne takke
Siden da er der tikket en række donationer ind, og det takker Vibe Jensen, der er Albert Dyrlunds mor, nu for.

'Vi vil gerne takke alle, som har doneret penge til WWF i forbindelse med Alberts bisættelse. Der er samlet 11.767 kroner ind. Det er vi meget glade for', skriver hun i en sms til Ekstra Bladet og fortsætter:

'Det varmer vores hjerter i denne svære tid, hvor vi savner vores elskede Albert så meget'.

Tragisk ulykke
28. juli omkom Albert Dyrlund ved en tragisk ulykke i Dolomitterne i Italien. Han blev bare 22 år gammel.

Den unge youtuber omkom, da han faldt under optagelsen af en video på en op mod 200 meter høj skrænt. Ulykken indtraf på vandreruten Forcella Pana ikke langt fra udsigtspunktet Seceda i det bjergrige område omkring Val Gardena.

Trods en hurtig, men svær redningsindsats stod Albert Dyrlunds liv ikke til at redde, har det lokale redningsmandskab tidligere fortalt Ekstra Bladet.

Midt i stor sorg: - Det varmer vores hjerter

Albert Dyrlunds venner og familie sagde tirsdag et sidste farvel i Egebæksvang Kirke i Espergærde.