Millionerne vælter ind

Casper Christensen har afleveret regnskab for 2020, og der er kommet millioner i kassen

Casper Christensen har præsenteret et ganske pænt overskud for 2020. Foto: Linda Johansen
Casper Christensen har præsenteret et ganske pænt overskud for 2020. Foto: Linda Johansen

Efter et skidt år i 2019 så tingene anderledes fremragende ud for Casper Christensen i regnskabsåret 2020.

Han tjente nemlig millioner i sin virksomhed BabyRhum ApS, hvor bruttofortjenesten lød på hele 3.613.561 kroner. Året forinden viste den post et tab på -501.850 kroner, så skuden er i den grad vendt.

Det gav et resultat for året på 2.487.118 kroner efter skat, hvilket i 2019 lød på -667.022 kroner, og egenkapitalen blev da også polstret en smule, så kistebunden nu lyder på lidt mere end 10 millioner.

Når det går godt, skal man selvfølgelig også nyde godt af pengene, og Casper Christensen har da også udbetalt næsten en million mere i løn i 2020, end han gjorde året før.

Lønomkostningerne lyder derfor på 4.502.065 kroner til virksomhedens to ansatte, hvoraf en må formodes at være Casper Christensen selv. Til gengæld blev der i 2020 ikke udbetalt noget udbytte.

Nu kom pengene
Pengene er væltet ind i 2020 regnskabet, og det havde Casper Christensen allerede forudset året forinden.

Ekstra Bladet talte nemlig med ham i forbindelse med regnskabet for 2019, der så anderledes sløjt ud, men her forklarede den folkekære komiker, at der ikke var grund til bekymring - pengene var bare ikke kommet ind endnu.

- Det var, som jeg havde regnet med. Det er jo et år, hvor vi har lavet film, og alle pengene fra for eksempel 'Klovn' kommer først næste år. Sådan er det jo, når man laver film, sagde han i 2019 til Ekstra Bladet.

Det fik han altså ganske ret i, og derfor kunne han levere et pænt overskud i 2020.

Også Casper Christensens komiker-makker gennem en menneskealder, Frank Hvam, præsenterede et flot regnskab for 2020. Det kan du læse mere om her.