Christian Kjær har solgt sin villa i Nordsjælland.
Det viser oplysninger fra tingbogen.
Den danske rigmand og hans hustru, Susan Astani-Kjæri, har i de seneste år har boet i Schweiz og har solgt ud af deres danske boliger, og nu har de igen sagt farvel til en dansk adresse.
Der er tale om en 258 kvadratmeter stor villa i Hørsholm, der ifølge tingbogen ligger på en 1892 kvadratmeter stor grund.
Prisen lød på ni millioner kroner, og Christian Kjær måtte give en større rabat for at få de nye købere til at slå til. Ifølge Boliga var huset sat til salg i fire måneder sidste år, da hjemmet ramte markedet i juni til 11,5 millioner kroner og blev fjernet igen i oktober.
De nye købere overtog huset 10. marts.
Flere store salg
Salget er blot det seneste i rækken af store bolighandler i de seneste par år, hvor Christian Kjær og Susan Astani-Kjær har været på sælgerens side.
I 2021 solgte sidstnævnte sin 185 kvadratmeter store murstensvilla i Vedbæk for otte millioner kroner - mere end det dobbelte af de 3,6 millioner kroner, hun 12 år tidligere havde givet. Og hun kom derfra med en stor gevinst.
'Da jeg købte huset, var jeg nyuddannet læge og alenemor til tre. Jeg var nødt til at tage en stor gæld i huset. Som bryllupsgave sørgede Christian for, at huset blev helt gældfrit. Denne smukke gerning gav mig alverdens fred og ro i sjælen. Jeg er lettet over, at jeg får ro fra skattevæsnet nu. Men huset kommer jeg til at savne,' skrev hun dengang til Ekstra Bladet.
Samme år solgte de også ejendommen Sandbjerggaard på samme vej som det nye boligsalg. Den store landejendom var oprindeligt sat til salg for 70 millioner kroner, men prisen endte noget lavere - helt præcis 50.483.390 kroner.
Mistede ridderkors
Christian Kjær fik i 2019 frataget sit ridderkors samt titlerne som kammerherre og hofjægermester.
Det skete i kølvandet på, at han blev kendt skyldig i at have påkørt en såkaldt trafikofficial i sommeren 2018. Dommen fik ham til at melde ud, at han ønskede at forlade Danmark for i stedet at bosætte sig i Schweiz.
Christian Kjær og Susan Astan-Kjær har sammen sønnen Alexander. Derudover har hun to børn fra et tidligere forhold, ligesom han har tre børn.