- Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Det kan vi godt lege. Men det er bare ikke rigtigt, sagde Sofie Linde i aftes, da TV2 optog Zulu Comedy Galla-showet i Operaen i København.
Forinden havde den 30-årige vært på programmet fortalt, at hun netop havde været til lønforhandlinger på jobbet som 'X Factor'-værtinde.
Her bad hun om det halve af, hvad Thomas Blachman får for at være dommer i programmet.
Det fik hun ikke.
- Jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle, sagde Sofie Linde og fortalte, at hendes chef havde kvitteret med at sige, at hun efter lønforhandlingen ville blive den bedst betalte kvinde.
Sofie Linde udsat for sexchikane: Han ville smadre min karriere
Et stort festlige tv-show er måske ikke det mest oplagte sted at bringe et brandfarligt emne som manglende ligeløn op. Men det gjorde Sofie LInde, og det takker ligestillingsminister Mogens Jensen hende nu for.
- Køn skal ikke afgøre løn. Basta! Derfor har hver enkelt virksomhed ansvar for, at kvinder og mænd aflønnes lige, og at køn ikke er en faktor. Det kræver en bevidst indsats, som hver enkelt virksomhed bør tage alvorligt. Og uden at skulle blande mig i den konkrete sag, så vil jeg da gerne sige tak til Sofie Linde for at tage emnet op, det er der brug for, siger han i en udtalelse til Ekstra Bladet.
Sofie Lindes chef på TV2, Lotte Lindegaard, siger dog til Ekstra Bladet, at hun ikke kan genkende tv-værtens gengivelse af deres samtale om løn.
- Jeg har forhandlet løn og ansættelsesvilkår med Sofie, og jeg kan simpelthen ikke genkende hendes beskrivelse af samtalen. Jeg blander aldrig køn ind i lønsamtaler. For det betyder ikke noget. Det afgørende er værtsopgaven, kvalifikationer og erfaringer, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Jeg er selv kvinde. Jeg har en kvindelig chef, og der er en overvægt af kvinder i min ledelelsesgruppe. Jeg kunne ikke drømme om at give mine kvindelige medarbejdere dårligere kår. Men det er klart, at der kan være forskellige lønninger efter kvalifikationer, erfaring og lignende.
TV2 i modangreb: - Jeg kan ikke genkende det
Ekstra Bladet har dagen igennem forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sofie Linde. Det var desværre været forgæves.