Fordi Gordon Kennedy er født i Skotland, hvor hans far kommer fra, skal den 53-årige skuespiller og komiker inden længe søge om ny opholdstilladelse i Danmark.
Han er britisk statsborger, og fordi Storbritannien har valgt at forlade EU, inddrages hans permanente opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.
Det skriver han ifølge Se og Hør i en tråd på skuespiller Flemming Jensens Facebook-profil.
'Jeg skal søge om opholdstilladelse til maj, grundet mit britiske statsborgerskab. 'Brexit' har annulleret min permanente og TIDSUBEGRÆNSEDE opholds- og arbejdstilladelse,' skriver han og fortsætter:
'Så med 53 års forsinkelse, bliver jeg smidt ud af landet, til trods for at mine forældre forelskede sig og fik min far ind i Danmark, og dristede sig til at stifte familie her! Noget som EU nu synes var en dårlig idé... så jeg må hjemad!!!'.
Han tilføjer i tråden, at det giver ham en følelse af at være uønsket.
'Vi må se... jeg søger om opholdstilladelse i Danmark OG bolig i London samtidig... Men helt seriøst, - man får en mærkelig fornemmelse af, pludselig at være uønsket i Danmark. Det er ikke en rar fornemmelse... den ramte mig hårdt, da jeg tjekkede min eboks i december,' skriver han blandt andet.
Siden han var seks år
Til Ekstra Bladet fortæller Gordon Kennedy, at han nu har planer om at søge om dansk statsborgerskab.
'Jeg er rystet og overrasket over, at man kan inddrage en permanent opholds- og arbejdstilladelse. Men sådan er reglerne jo ... Hvert 5. år skal jeg åbenbart søge igen, så jeg vil skifte til dansk statsborger. Hvis jeg kan klare testen', skriver han i en sms og tilføjer, at han har boet i Danmark, siden han var seks år gammel.
Gordon Kennedy fik sit folkelige gennembrud, da han i 90'erne med kollegaen Timm Vladimir bragede igennem med deres totalt upassende godnathistorier i ungdomsprogrammet 'Transit'.
For nylig har duoen genoptaget succesen med godnathistorierne i DR-programmet 'Danmark griner'.
- Idéen kom ligesom bare, og de bedste idéer er dem, der ikke skal tænkes for meget over. Vi havde virkelig ingen fornemmelse af, at de små godnathistorier ville få så stor indflydelse. Pludselig rendte alle unge i Danmark rundt og sagde 'Go'nat og sov godt', fortalte Gordon Kennedy til Ekstra Bladet i den forbindelse.