Modebranchen fuld af platugler

Uffe Buchard er ikke den eneste platte fyr i den kindkyssende branche

Direktør Eva Kruse, Danish Fashion Institute og Modezonen, afviser, at den danske modebranche skulle være fuld af løgnere. Hun er selv blevet beskyldt for at have snablen nede i statens kasser og give sin mand nogle job. Det afviser hun også. (Foto: Linda Johansen)
Direktør Eva Kruse, Danish Fashion Institute og Modezonen, afviser, at den danske modebranche skulle være fuld af løgnere. Hun er selv blevet beskyldt for at have snablen nede i statens kasser og give sin mand nogle job. Det afviser hun også. (Foto: Linda Johansen)

Modebøssen Uffe Buchard er - som afsløret i Ekstra Bladet lørdag - ikke den eneste i den kindkyssende branche, der er ligeglad med at skylde andre folk penge og hellere stikker en løgn end gør noget ved problemerne.

LÆS OGSÅ: Marys mode-ven: Lidt for smart!

Det vrimler i modebranchen med ligesindede fantaster. Et af de værste eksempler er den kendte designer Isabell Kristensen, der, mens hun arbejdede i London, skyldte til højre og venstre. Hun efterlod sig en stribe af konkursramte selskaber.

Isabell Kristensen begyndte sin karriere med en fed løgn. Hun hævdede, at hun var uddannet designer fra en af verdens fineste designskoler. Det hele var en fantasi.

LÆS OGSÅ: Isabell Kristensen jagter ny partner

Marys hof-designer
En anden af kronprinsesse Marys hofdesignere, Peter Ingwersen, underholdte i årevis danske modejournalister med, at han havde lavet tøj, som blev dyrket på marker i Afrika, hvor bønderne fik en fair løn og hjælp fra en fond. Det var også løgn. Det var Kejserens Nye Klæder, og Peter Ingwersen og andre tabte millioner af kroner på det bluff-nummer.

LÆS OGSÅ: Marys designer lyver

Et tredje eksempler på rod i regnskaberne er designeren Katja Berglund, der er berygtet for at lade være med at betale sine leverandører en krone og hellere vil hives i fogedretten end hive pengene op af lommen. Hun blev verdenskendt, da hun anklagede Britney Spears for at stjæle fire pelse og løbe fra deres aftale.

En af den danske modebranches skarpeste profiler, adm. direktør Eva Kruse, Danish Fashion Institute (DAFI) og Modezonen, beskyldes for at stikke sin snabel ned i de offentlige kasser og lade sin mand, direktør Thomas Hargreave, rende med opgaver for næsen af andre.

Ekstra Bladet har spurgt hende:

- De såkaldte designere Isabell Kristensen, Peter Ingwersen m.fl. er fulde af løgn. Den ene er ikke uddannet designer, og den anden havde hverken bomuldsmarker eller fond til at hjælpe de fattige bønder. Er hele modebranchen sådan?

- Modebranchen består af tusinder af mennesker. Folk i modebranchen er ikke løgnhalse. I alle erhverv kan du sikkert finde nogle, som positionerer sig, brander sig, puster sig op med fjer, der ikke er deres, men jeg synes bestemt ikke, at modebranchen er nogen særlig eksponent for løgne.

LÆS OGSÅ: Modebosser på spanden

- Den eneste kritiske modejournalist på et dagblad, journalist Sarah Skarum fra Berlingske, blev for nylig udelukket fra en modeopvisning. Hvad siger du til det?

- Det er jeg også dybt uenig i. Vi har netop efterspurgt, at der findes fagligt kompetente folk i nyhedsmedierne, som dækker modebranchen ud fra det forretningsmæssige, og som også kan give kritik på kollektionerne. På samme måde som når forfattere kommer med ny bog, og den bliver anmeldt forskellige steder. Det er noget, Danmark skal lære.

Eva Kruses mand har frivilligt forladt sine poster for at undgå yderligere ballade, og brancheorganisationen Dansk Mode og Textil (DMT), har meldt sig ud af Modezonen, som i øvrigt slutter sit virke ved udgangen af 2011, fordi de offentlige midler bliver stoppet.

- I er meget kindkyssende i din branche?

- Ja. Det er en kærlig branche. Langt de fleste af de mennesker, der kindkysser hinanden i branchen, kender hinanden rigtig, rigtig godt.