Han levede af at få sat nye underskrifter nederst på handelspapirerne og solgt-mærker henover salgsopstillingen på nogle af landets mest eksklusive villaer.
Og nu kan boet efter den afdøde ejendomsmægler Jan Fog glæde sig over, at liebhavermæglerens egen hjemadresse på Strandvejen i Taarbæk lige nord for København har fået begge dele.
Torsdag er tinglysningen af det over 370 kvadratmeter store palæ nemlig gået igennem, og den afslører, at et nyt sæt ejere kan rykke ind på adressen efter en handel til 25 millioner kroner.
Det skriver Boliga.dk.
Den nye ejer er modemanden Victor Lindh, der står bag det dansk-svenske tøjfirma NN07, og hans hustru.
Svenske Lindh stiftede firmaet i 2007 med sin daværende partner Ulrik Pedersen. Siden er partneren Tommy Holte kommet til, og sidste år solgte duoen så 60 procent af firmaet til det svenske investeringsfirma Fidelio Capital for et trecifret millionbeløb. Det skrev Berlingske Business.
Victor Lindh og Tommy Holte er fortsat som medejere og direktører.
Ekstra Bladet har gennem længere tid forsøgt at få en kommentar fra Lindh, der altså kan glæde sig over at få havudsigt - og et afslag på villaen på knap to millioner.
Senest var ejendommen nemlig udbudt til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Claus Borg & Partner for hele 26,9 millioner kr.
Egen badebro
Den store palæejendom ligger på en grund direkte ud til Øresund og har - naturligvis - egen badebro.
Inden døre kan man underholde sig i ejendommens bibliotek, kokkerere i spisekøkkenet, gå på opdagelse i vinkælderen eller måske bare tage den med ro i soveværelset, der ligger i direkte forbindelse med walk in-skabet og et badeværelse.
Jan Fog købte selv ejendommen tilbage i 1984, og det var ikke hans eneste matrikel i det eksklusive Nordsjælland-område.
For nyligt blev ejendomsmæglerens villa en kort spadseretur væk nemlig solgt efter bare 34 dage på markedet, oplyser Boliga.dk.
Ejendommen brugte Jan Fog, der gennem sin karriere blandt andet har gjort sig bemærket i flere tv-programmer, som kontor - og også her var der havudsigt og rigeligt med plads at komme efter.
Du kan se ejendommens salgsannonce her.