Møllehave sendt på plejehjem: 'Nu kan jeg ikke få det bedre'

Johannes Møllehave er efter længere tids indlæggelse nu sendt på plejehjem, og det er han, ifølge hans søn, helt tilfreds med

Johannes Møllehave er for fire dage siden tjekket ind på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg, hvilket han er yderst tilfreds med. Foto: HENRIK VOLF ANDERSEN
Johannes Møllehave er for fire dage siden tjekket ind på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg, hvilket han er yderst tilfreds med. Foto: HENRIK VOLF ANDERSEN

Siden starten af 2017 har Johannes Møllehave været indlagt på Frederiksberg Hospital efter et alvorligt fald. Nu er han udskrevet, men er stadig for dårlig til at flytte hjem. Derfor er forfatteren i stedet rykket ind på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg - kun få hundrede meter fra sin og sønnens lejlighed.

- Han har det rigtig godt, og han er rigtig glad for at være der, fortæller Møllehaves 55-årige søn Tomas Møllehave til Ekstra Bladet.

Kan ikke få det bedre
Det er fire dage siden, at Johannes Møllehave rykkede ind på plejehjemmet, og de første tre dage har familien brugt på at indrette hans nye lejlighed.

- Han er såre tilfreds. Da han så det, sagde han: Det er jo alle mine gamle ting! Så kan jeg da ikke få det bedre, fortæller Tomas Møllehave.

På plejehjemmet bruger den 80-årige forfatter og foredragsholder tiden på sin genoptræning, som han, ifølge sin søn, tager meget alvorligt. Derudover læser han og får nogle besøg fra tid til anden.

- Han trives, er glad for det søde personale og møder endda gamle bekendte, siger Tomas Møllehave til Ekstra Bladet, der er lettet over, at hans far er glad for sit nye hjem.

Alligevel er Tomas ked af, hvis hans far ikke kommer tilbage til den lejlighed, som de har delt siden 2009. Og noget tyder på, at han ikke vender tilbage. For selvom forfatteren er i bedring, så mener Tomas Møllehave, at det kun er en drøm at få ham hjem igen. 

Johannes Møllehaves helbred tog en drejning for en måned siden, som nu har resulteret i, at forfatteren er blevet udskrevet og sendt på plejehjem. Foto: Henrik Volf Andersen
Johannes Møllehaves helbred tog en drejning for en måned siden, som nu har resulteret i, at forfatteren er blevet udskrevet og sendt på plejehjem. Foto: Henrik Volf Andersen
 

Ikke første gang
Det er ikke første gang, at den teologi-uddannede forfatter oplever alvorlig sygdom. Han har blandt andet haft to blodpropper i hjernen, hvilket medførte, at han fra 2009 stoppede sin foredragsvirksomhed.

- Ifølge ham selv er det ikke slut med at holde foredrag, fortæller Tomas Møllehave til BT, og fortsætter:

- Så indtil videre er det nok bedst at sige, at han skal have en pause.

Johannes Møllehave gennemgik desuden en hjerteoperation i 1997.

Johannes Møllehave i bedring: Kan tale men ikke gå

Tilbagefald
For et par måneder siden havde Johannes Møllehave et tilbagefald, mens han var indlagt på Frederiksberg Hospital. For selvom genoptræningen gik godt, og der kun var fremskridt at se for den 80-årige forfatter, så kom tilbagefaldet, mens han lå og sov. Og det hele var på grund af en ond drøm.

- Han drømte, at lægerne ville skære i ham uden at bedøve ham først. Han prøvede at flygte fra det, han drømte, og så faldt han ud af sengen, fortæller Tomas Møllehave til Ekstra Bladet.

Desværre faldt Johannes Møllehave så uheldigt, at han slog sin ryg slemt og efterfølgende oplevede store smerter, der satte ham tilbage i sin genoptræning. Men nu er Johannes Møllehave altså i bedring, og flyttet på plejehjem.

Møllehave økonomisk på krykker