Han fik at vide, at han ikke kunne synge, men det var 26-årige Morten Nørgaard ligeglad med.
Fredag er det fire uger siden, at han trodsede bookmakere og dommere og strøg helt til tops i den tiende udgave af ’X Factor’. Og siden da har der været travlt.
- Efter ’X Factor’ har jeg spillet nogle koncerter rundt omkring i Danmark, og i weekenden var jeg på Færøerne og optræde. Der var en masse søde mennesker, der gerne ville snakke med mig, så det var rigtig dejligt, griner en tydeligt glad Morten Nørgaard, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.
- Jeg har nok spillet seks koncerter og skal lave fire nye i weekenden, hvor jeg skal til Holstebro, Storcenter Nord i Aarhus og Ishøj. Jeg optræder med min vindersingle og med de sange, jeg har sunget i ’X Factor’, forklarer han og understreger, at han endnu ikke er gået i stå på scenen.
Med sejren vandt han retten til at udgive en EP i samarbejde med produceren Dallas Austin og Sony Music. En ganske fornem præmie, da Dallas Austin er en ganske erfaren herre, der har arbejdet med blandt andre Michael Jackson, Madonna, Pink og Gwen Stefani.
Ekstra Bladet om Dallas Austins vurdering af Morten efter finalen. Hør hvad produceren sagde her.
'X Factor'-Martin og Mia stadig forelskede: Flytter tættere på hinanden
En lille måned efter triumfen er der stadig ikke noget nyt om, hvornår han skal i studiet med den verdenskendte producer.
- Jeg har været til opstartsmøde ved Sony, hvor jeg fik forklaret forløbet. Jeg skal til London og indspille med Dallas, men jeg ved stadig ikke hvornår, desværre. Vi er i dialog angående, hvilke sange der skal være på min EP, siger Morten Nørgaard.
- Det handler både om teksten, og hvordan lyden skal være. Vi har snakket om, at det skal tage udgangspunkt i min fortælling og min historie, men det kræver lige, at jeg har nogle sange, før jeg kan tage af sted. Jeg vil ikke skynde på det. Dallas skal bare have den tid, han skal bruge, siger han.
I søndags kunne Ekstra Bladet fortælle, at Morten Nørgaard er den første vinder, der ikke formår at få et hit med sin vindersang.
Håbløs: Historisk fiasko for Morten
Nummeret 'The Underdog', der gav Morten finalesejren foran Chili, er ikke blevet streamet og købt nok til, at sangen har opnået en placering på den danske Top 40, der kan ses på hitlisten.nu.
Selv om han er den ’X Factor’-vinder, der har klaret sig med afstand dårligst med sin vindersang, så får det ikke mere end et skuldertræk med på vejen.
- Det er sådan, det er. Det kan jeg ikke gøre så meget ved. Jeg synes, det er en god sang, som jeg godt kan lide, og jeg har da hørt den et par gange i radioen. Det var specielt, siger Morten Nørgaard, der da heller ikke føler sig som en mand, der er røget i glemmebogen.
- Jeg bliver tit stoppet på gaden, og hvis jeg tager et smut i biografen, vil folk have billeder, som de selvfølgelig også får. Det er sjovt. Der sker lidt af hvert, og det kan jeg godt lide, siger han.