Nekrolog: Hånet af Kim Larsen

LIVETS SKJORTE BLEV FOR KORT: En af tidernes største danske stemmer er væk – Michael Bundesen blev 71 år

– Hej Elvis!

Kim Larsens henkastede bemærkning, der formentlig var ment som den største forhånelse, til Michael Bundesen ved et af de to markante sangeres meget få og meget korte møder opsummerer meget godt det danske musiklandskab i midten af 1970’erne.

Der var krig mellem Gasolin’ (og siden Kim Larsen solo) på den ene side og Shu-bi-dua på den anden side. Var man til Elvis eller Cliff? Beatles eller Stones? Sweet eller Slade? Eller på dansk: Var man til Gasserne eller Shubberne?

Gasolin’ var de autentiske stenbrosdrenge, der havde kæmpet for livet i sure øvelokaler og levet på en sten. Shubberne var sjov og ballade, opstået som et ad hoc-radiostunt, og pludselig landets bedst sælgende pop-/rock-gruppe. Kontrasterne kunne næsten ikke være større, mellem ærkekøbenhavnerne og whiskeybæltets ubekymrede drengerøve.

En påstand er, at Shu-bi-duas produktion kan måle sig med Kim Larsens, når vi kigger på evergreen-potentiale. Hvis vi vel at mærke deler Shubbernes samlede værk op i to:

Alle de ’store plader’, hvilket vil sige 1’eren til og med 7’eren, og med lidt god vilje nogle få sange fra 8’eren (’Costa Kalundborg’, ’Ronald og Leonid’ og ’Den grønne’) samt et enkelt superpletskud på 9’eren (’Askepot’) – og så de resterende ni plader, hvor Shu-bi-dua mere og mere blev et omrejsende underholdningsorkester, der godt nok udgav plader, men aldrig formåede at finde hitformlen igen. Bortset fra rædselsundersættelsen af Miriam Makebas ’Pata Pata’, der i Shu-bi-duas udgave kom til at hedde ’Sexchikane’.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

'Bunden' var toppen

Når dit hjerteslag – bliver væk en dag

Er det så forbi – gu’ det ej fordi – der er meget mer’ mellem himmel og jord.

Luk øjnene og hør Michael Bundesens sprøde baryton fremføre ’Stjernefart’ fra Shu-bi-duas syvende studiealbum, hvor han og bandet forudser, hvad der sker, når vi – i dette liv – lukker øjnene for sidste gang.

Vi, der endnu trækker vejret, ved det ikke. Men det gør ’Bunden’, der søndag – omgivet af sine absolut nærmeste – udåndede i sit hjem i Gentofte nord for København. 71 år gammel blev det syngende folkeeje, der syntes så åben, men i virkeligheden var mere lukket end de fleste danske superstjerner. Og lukket vil han være til det sidste, idet bisættelsen også blot bliver for hans allernærmeste.

Manden, der af uddannelse havde noget, der mindede om en halv juridisk embedseksamen, nåede mere end fleste. Han vendte plader i ’Det ville glæde mig at høre’, kvækkede som forsanger i det hedengangne folkband Quacks, rendte ind Michael Hardinger på Danmarks Radio. Og resten er historie. Dansk pop- og rockhistorie.

Seks mio. plader solgte Shu-bi-dua, der sang om Nappa og Nylon og krig og fred og hunde, der niflede, og en stige lang, jeg havde købt mig, og en skotte ved navn McArine, der fyred’ en sækkepibe ovre i Loch Ness. Så stor var succesen, at da Shu-bi-duas fjerde plade (den med 'Vuffeli-vov’) udkom i 1977 og gik direkte ind på den danske albumlistes førsteplads, trak den bandets første tre plader med sig, således at Shu-bi-dua – fuldstændig uhørt – lå nummer et, to, tre og fire på den danske hitliste. Samtidig. Vanvittigt.

Selvfølgelig var det en god forretning for de glade drengerøve, der langt op i 1970’erne lod som om, at de skam stadig blot var et hobbybaseret fritidsorkester, mens millionerne væltede ind. Hvor rig var han så, ham den krøllede forsanger? Det spørgsmål var Michael Bundesen hurtig til at affeje, som han gjorde det over for tv-journalisten Jens Blauenfeldt i udsendelsen ’Shu-bi-dua – tanketorsk eller stjerneskud?’.

– Min privatøkonomi er udelukkende et anliggende mellem mig – og mig.

Punktum.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Smed stifterne på porten

Bosse Hall Christensen (nummer to fra venstre i bageste række) og Jens Tage Nielsen (forrest til højre) blev smidt ud af Shu-bi-dua efter bandets syvende plade. Foto: Ritzau Scanpix
Bosse Hall Christensen (nummer to fra venstre i bageste række) og Jens Tage Nielsen (forrest til højre) blev smidt ud af Shu-bi-dua efter bandets syvende plade. Foto: Ritzau Scanpix
 

Skelsættende for Shu-bi-dua var de løbende udskiftninger i gruppen op gennem 1970’erne, og det kulminerede i start-80’erne med udsmidningen af to af de stiftende medlemmer, trommeslager og tekstvirtuos Bosse Hall Christensen samt tangentakrobat Jens Tage Nielsen. De (og bassist Kim Daugaard, der siden blev taget til nåde) blev af to gange Michael, Bundesen og Hardinger, kylet ud af orkestret efter udgivelsen af den syvende plade i 1980.

Galskaben, som Shi-bi-dua havde levet godt af siden det overrumplende gennembrud i 1973, forsvandt over natten. Det hører nemlig også med til historien om Shu-bi-dua og gruppens karismatiske forsanger: Der havde ikke været noget Shu-bi-dua uden Michael Bundesen. Men der havde heller ikke været nogen sanger-Bundesen at mindes for eftertiden uden bandet.

Groft sagt var Bosse Hall Christensen den gale mand med det groteske ordforråd. Michael Hardinger var indspiskeren, der med sin energi kom med langt de fleste melodier og oplæg. Og Jens Tage Nielsen var piano-nørden, der ganske vist hadede at spille live, men til gengæld gav Shu-bi-dua musikalsk finesse.

For bordenden sad Bundesen i de legendariske tekstsessions og griflede løs, når de skøre indfald og udbrud blev tyret ud over bordet. Han opfandt ikke sætningerne og ordspillene, men han sammenfattede og strukturerede dem. Og så var han jo manden, der på scenen bandt det hele sammen, når Shu-bi-dua drog landet rundt. Han gjorde det med sin store krop, sin endnu større stemme og med et eminent blik for, hvornår der skulle synges fællessang.