Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, er i denne uge gæst i det populære radioprogram 'Dahl på Hack', som også bliver filmet og vist hver søndag på Ekstra Bladet.
I denne uge fortæller politikeren, at hans forældre blev skilt, da han var barn. Hans mor blev boende i Aarhus, mens hans far flyttede i kollektiv i København.
Nicolai Wammen fortæller, at det hele var lidt mere vildt, når han var i København for at se sin far, hvilket bragte ham i problemer med pædagogerne i den aarhusianske børnehave.
- Min mor blev kaldt ind til en samtale i børnehaven, da de mente, jeg havde en lidt lemfældig omgang med sandheden, og det var de nødt til at snakke med hende om. Det kan selvfølgelig være, fordi de forudså, hvad jeg skulle lave senere hen, griner Wammen.
Lød som fantasi
Årsagen til samtalen mellem mor og pædagog var ikke en fremtidig karriere i politik for en ung Nicolai Wammen, men fordi han havde været en tur i Sverige med sin far. Dengang var der flyvebåde mellem København og Sverige, og det havde givet den kommende politikere noget af en oplevelse.
- Jeg havde også været ude og køre i S-tog i København, og der kørte de på nogle strækninger under terræn. Så da jeg kom tilbage i børnehaven, der havde jeg sagt, at i København der fløj skibene på vandet, og togene kørte under jorden.
- Det havde den pædagog, der var i børnehaven, ikke hørt om, så hun sagde til min mor, 'du er nødt til at få Nicolai til ikke at fortælle sådan nogle historier til de andre børn', afslører Wammen.
Flyvebåde og S-tog er ikke de eneste vilde oplevelser, som Nicolai Wammen havde som barn i København. Se videoen, hvor han afslører de ting, som hans far hev ham med til.
Vil du gerne se hele ugens udgave af 'Dahl på Hack', følg linket nedenfor.