Nicolai Wammen er blevet far

Mens Nicolai Wammen er på barsel, vil skatteminister Morten Bødskov overtage hans opgaver

Nicolai Wammen er blevet far. Foto: Jens Dresling
Nicolai Wammen er blevet far. Foto: Jens Dresling

Finansminister Nicolai Wammen (S) er blevet far til en dreng, og derfor vil han de næste 14 dage være på barsel.

Det oplyser Finansministeriet tirsdag.

I et opslag på Facebook skriver finansministeren:

'Karen og jeg har oplevet et af livets helt store mirakler: Vi er blevet forældre til en fantastisk dreng på 50 cm og 3480 gram. Vores dejlige lille Christian', skriver han.

'Nu glæder vi os til 14 fælles dejlige dage med det lille vidunder, inden jeg vender tilbage på kontoret igen i starten af februar. Senere bliver der mulighed for mere barsel for både mor og far'.

I det nye år kommer der endnu et familiemedlem til verden. Foto: Ritzau Scanpix Politik Minister skal være far

Det fremgår ikke af opslaget, hvornår sønnen Christian blev født, men ifølge Århus Stiftstidende fandt fødslen sted mandag aften.

Nicolai Wammens opgaver overdrages til og med 3. februar til skatteminister Morten Bødskov (S), som i perioden vil være fungerende finansminister.

Nicolai Wammen er gift med Karen Lund Wammen. De sagde ja til hinanden i 2016 i Aarhus Domkirke.

Han har i forvejen en søn, Carl, med sin partifælle Julie Rademacher. Sønnen bor i Grønland med sin mor.