Nikita Klæstrup: Bliver kaldt for luder på grund af mine billeder

De tre kvinder i 'GirlSquad' er alle blevet kaldt luder. Nu vil de gøre op med det uhæmmede brug af ordet

Se Ekstra Bladets interview med GirlSquad fra årets Folkemøde her

'Luder'. Du har sikkert hørt det et hav af gange. Måske er du selv blevet kaldt det, eller måske har du selv kaldt nogen det.

Nu vil ’GirlSquad’ bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen en gang for alle gøre op med brugen af ordet, de tre kvinder hyppigt bliver kaldt på blandt andet de sociale medier.

- Jeg er blevet kaldt for luder på grund af de billeder, jeg har på Instagram. Jeg er også blevet kaldt for luder, fordi jeg har afvist at tage på date med en mand. I mange sammenhænge bliver kvinder kaldt for luder, fortæller Nikita Klæstrup til Ekstra Bladet.

Danmarks frækkeste? Se det gigantiske galleri

Det er netop den uhæmmede og negative brug af ordet luder, de tre kvinder vil gøre op med, når de fra i morgen kan høres på P1 i programmet 'Ludermanifestet'.

- Vi vil fjerne den magt, det (ordet luder, red.) har. Vi vil gøre det til et ligegyldigt ord. Det er der missionen er, forklarer Nikita Klæstrup.

Nikita på den røde løber: Du ligner en kæmpe skank  

Dobbeltmoralen lever i bedste velgående
Én af de ting, der undrer Nikita Klæstrup, er, at når mænd deler billeder i badeshorts på de sociale medier, bliver kommentarfeltet ikke bombarderet med negative tilkendegivelser, i modsætning til når en kvinde deler et billede i undertøj eller bikini.

Ligeledes irriterer det Nikita Klæstrup, at når hun deler et undertøjsbillede, skal hun altid svare på, hvad budskabet bag er.

- Det er som om, at som kvinde skal man altid lige retfærdiggøre, hvorfor man viser sin krop frem. Der skal være en dybere grund til det, hvorimod mænd ikke bliver spurgt til det. En mand får bare lov til at vise sig frem. Han skal ikke retfærdiggøre det på samme måde som kvinder, ræsonnerer den 22-årige kvinde.

Mød Klæstrup-pigerne: Lollandske søstre med virkelig gode gener

Feminisme til debat
De tre kvinder har kæmpet deres kamp på de sociale medier. På spørgsmålet om, hvorfor kampen nu skal ud til de danske radiolyttere siger P1’s kanalchef Thomas Buch-Andersen til dr.dk.

- De tre kvinder har skabt bølgegang i kønsdebatten. De har med deres ligefrem og provokerende form bragt en vigtig diskussion i øjenhøjde. På P1 vil vi gerne et spadestik dybere og trække perspektiverne i de tre kvinders synspunkter tydeligere op. Dette vil lyde anderledes, end P1 tidligere har gjort. Jeg ser frem til at se hvilken debat, det sætter i gang.

Første program af 'Ludermanifestet' bliver sendt lørdag 23. september på P1 kl. 16.30