Jublen var stor hos Charlotte Møller Jakobsen og Fredrik Holm Koch, da de i foråret 2018 vandt fjerde sæson af TV2-programmet 'Nybyggerne' og hermed deres drømmelejlighed i Hedehusene til en værdi af 3,4 millioner kroner.
Knap et år efter kunne de dog afsløre, at de havde besluttet sig for at sælge vinder-lejligheden for at vende tilbage til deres rødder i Jylland.
Charlotte og Fredrik blev kort efter 'Nybyggerne' forældre til sønnen Viggo, og de har siden lejlighedssalget i 2019 boet i en lille lejlighed på 50 kvadratmeter i Aarhus sammen med deres hund.
Bliver vært på kæmpe realitysucces
Nu har familien dog taget et stort skridt og købt nyt hus.
- Vi har i noget tid kigget efter noget større, men vi vidste dog først, at vi virkelig gerne ville flytte, da vi så huset ved Saksild Strand syd for Aarhus, som nu er blevet vores. Huset har alt det, vi står og drømmer om med den rigtige afstand til familie og venner samt en skøn beliggenhed ved vandet. Samtidig er det et gammelt arkitekttegnet hus fra 1930, så det har en masse sjæl og skøre former, fortæller en glad Fredrik til Ekstra Bladet.
- Det er en villa på 180 kvadratmeter med en stor kælder til også. Vi er helt overbeviste om at det her hus forbliver vores i rigtig mange år, og vi kan sagtens se os blive gamle i det. Vi har netop fået nøglerne, men flytter først rigtigt ind til april, fortsætter han.
God tid til renovering
Der er ingen tvivl om, at Charlotte og Fredrik under 'Nybyggerne' var et af parrene med mindst håndværksmæssige erfaringer. De udviklede sig dog meget undervejs, og de har bestemt tænkt sig at udnytte deres viden i det nye hus.
- Vi kan flytte ind forholdsvis hurtigt, men der er en masse ting, som vi ønsker at lave om, og det bliver en lang og spændende proces, som vi glæder os meget til. Modsat 'Nybyggerne' har vi tænkt at tage os god tid. Vi vil gerne flytte ind og rigtig 'mærke' huset, inden vi går i gang med de helt store processer. Samtidig har vi planer om at bo der i rigtig lang tid, så det må gerne blive et kreativt livs-projekt, forklarer han.
- Vi har det super godt i denne tid og glæder os utroligt meget til at flytte. Nu står vores fremtidsplaner bare på en stor renovering samt at få startet en ny hverdag op ved havet, tilføjer han.
Fredrik er til daglig lærer på en specialskole i Viby, mens Charlotte er i gang med sin kandidat i visuel antropologi. Frederik fortæller, at sønnen Viggo er en glad og charmerende dreng.