Overraskende karriereskift: - Jeg er helt vildt lykkelig

Wafande har sat en stopper for sin musikkarriere, og nu skal han i stedet lave noget helt andet

Wafande: Derfor slutter jeg min karriere

Tilbage i 2020 annoncerede hitmageren Wafande, at han indstillede sin musikalske karriere for i stedet at gå nye veje.

De nye veje er han nu blevet klogere på, og på Instagram fortæller han således, at han har valgt at kaste sig ud i restaurationsbranchen, hvor han nu åbner en taco-bar, der kommer til at hedde Mano Taco.

Elsker ost
Til Ekstra Bladet fortæller Wafande, at han længe har gået og puslet med projektet.

- Jeg har gået og tænkt på det i lang tid og i mange år. Jeg er vokset op i Sydfrankrig, hvor der er en anden kultur i forbindelse med madlavning, og hvor maden på en anden måde er noget, alle samles om, siger han og fortsætter:

- Det har jeg længe tænkt over, at jeg gerne ville forsøge at føre videre herhjemme.

- Og hvorfor skulle det så lige være tacos?

- Først og fremmest fordi jeg elsker tacos, ost og alt, hvad der hører med. Hvem gør ikke det?, siger Wafande med et grin og fortsætter:

- Jeg har været en del i Los Angeles, når jeg har lavet musik, og der smager det mexicanske mad latterligt godt. Jeg bliver derfor altid godt skuffet, når jeg kommer hjem til Danmark, hvor det slet ikke er det samme, og så mødte jeg en fyr, der hedder Asger, som havde startet et eventyr og et koncept, hvor han lavede tacos med slow cooked beef. Det blev jeg helt forelsket i, og så hoppede jeg med, siger Wafande, der udover Asger er gået ind i projektet med sin forhenværende tourmanager.

Wafande har medvirket i flere tv-programmer efter sit exit fra musikken - blandt andet 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
Wafande har medvirket i flere tv-programmer efter sit exit fra musikken - blandt andet 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
 

Forretningen kommer til at starte med til at bestå af et køkken og take-away restaurant på Frederiksberg i Smallegade 37, mens der vil være food trucks både på Fisketorvet og i Tidsvildeleje.

- Det er virkelig dejligt at kunne se sin drøm blive realiseret. Jeg er helt vildt lykkelig og spændt, og nu er vi i gang med de sidste forberedelser, og så bliver det spændende at åbne i næste uge, siger han.

Wafande fortæller, at han selv til tider vil være at finde i forretningerne.