Peter Ingemann: Jeg er IKKE gået konkurs!

TV2-værten har sat et kostbart armbåndsur til salg, men understreger, at det ikke er, fordi han er ved at gå fra hus og hjem

Peter Ingemann mærker coronakrisen, men har ikke tænkt sig at droppe sine planer om en privat bådebro. Foto: Anthon Unger
Peter Ingemann mærker coronakrisen, men har ikke tænkt sig at droppe sine planer om en privat bådebro. Foto: Anthon Unger

Peter Ingemann har sat sit et af sine elskede og særdeles værdifulde armbåndsure til salg.

Det drejer sig om et ur af mærket IWC Schaffhausen. Modellen hedder Big Pilot 5004 og er med sine 46 mm store urkasse en ordentlig krabat, der lever op til sit navn.

Og netop størrelsen har været en medvirkende årsag til, at Ingemann nu har valgt at skille sig af med det.

- Det er et stort ur og kræver sin mand, og det er jeg ikke. Mit håndled er simpelthen for lille til det. Ja det er pinligt, men sådan er det, skriver han på Instagram, hvor han med et glimt i øjet har skrevet, at salget sker, fordi han er 'på konkurs og tvang'.

Peter Ingemann jubler over god nyhed

Peter Ingemann er netop nu i fuld gang med at optage nye tv-programmer for TV2. Foto: Anthon Unger
Peter Ingemann er netop nu i fuld gang med at optage nye tv-programmer for TV2. Foto: Anthon Unger

Gammel joke
Til Ekstra Bladet forklarer han dog, at uret og salgsplanerne er ægte nok, men at bemærkningen om, at han er gået konkurs, er en joke, der henviser til en gammel artikel i ugebladet Se og Hør.

- Engang for mange år siden skrev de en artikel, hvor de erklærede mig fallit, konkurs og på vej på tvangsauktion. Dengang var jeg ganske rigtigt i økonomiske problemer. Det er jeg heldigvis ikke længere, men joken har hængt ved lige siden, og det er det, jeg hentyder til i det her opslag, siger Peter Ingemann til Ekstra Bladet.

Ingemann savner en bådebro ved sit hjem. Den tidligere er rådnet væk. Privatfoto
Ingemann savner en bådebro ved sit hjem. Den tidligere er rådnet væk. Privatfoto
 

Bådebro
Ifølge Peter Ingemann er uret originalt og har en nypris på cirka 110.000 kroner. Uret har han sat til salg for højeste bud over 50.000 kroner, og når pengene er kommet i kassen, har han allerede planer for, hvad det skal bruges til.

- Det koster cirka 50.000 at få bygget en bådebro efter alle kunstens regler her ved mit hus ved Juul Sø. Så hvis uret bliver solgt, får jeg bygget en bro, siger Peter Ingemann og tilføjer:

- Hvis det ikke bliver solgt, så køber jeg den nok alligevel.

- Snøft, lyder det fra Peter Ingemann, der må skille sig af med et af sine værdifulde armbåndsure. Foto: Anthon Unger
- Snøft, lyder det fra Peter Ingemann, der må skille sig af med et af sine værdifulde armbåndsure. Foto: Anthon Unger
 

Blærerøv
Lige for tiden har en anden dansk kendis - blærerøven Mads Christensen - pudsigt nok også sat et dyrt armbåndsur til salg.

Peter Ingemann understreger, at hans bemærkning om at være gået konkurs og mangle penge ikke er ment som en joke på blærerøvens bekostning.

- Jeg er i en privilegeret situation med fast job på TV2, og jeg kunne ikke drømme om at gøre grin med folk, der er på røven, siger Ingemann og tilføjer, at coronaen har påvirket hans økonomi.

- Jeg har arrangementer, der er blevet aflyst, så jeg er ikke helt upåvirket af situationen, siger Ingemann.

Ikke samler
Selvom han nu sælger sit elskede IWC-ur, kommer han ikke til at kigge forgæves, hvis han retter blikket mod håndleddet for at finde ud af, hvad klokken er slået.

- Jeg har stadig mit TAG Heuer Monaco, som jeg er gladest for. Og det beholder jeg. Men jeg er altså ikke samler, så nu skal mit IWC ikke længere bare ligge i skuffen.