En af DR's profiler gennem mange år Piet van Deurs er død. Han blev 87 år.
Det skriver DR.
Det er den tidligere TV-værts kone, Jette Gersdorff van Deurs, som fortæller om dødsfaldet:
- Han havde været lidt træt på det sidste, men han har altid været glad og positiv lige til det sidste. Han sagde altid til mig: Jeg elsker dig, jeg elsker dig og jeg er så taknemmelig for dig, siger hun.
Den legendariske TV-vært stod i spidsen for programmet 'Hvad er det', som kørte på Danmarks Radio. Piet van Deurs var ansat på Danmarks Radio fra 1958-2001.
Han var især kendt for at lave programmer omkring arkæologi.
Han blev udlært som journalist på Østsjællands Folkeblad i Køge, hvorefter han var på Holbæk Amts Venstreblad og Helsingør Dagblad.
Piet van Deurs blev født 5. februar 1931 på Frederiksberg. Han døde af et hjerteanfald ude foran sit hjem i Espergærde torsdag morgen.