Politianmeldt: Kravlede op på Storebæltsbroen

Alex Porsing, der for fire dage siden kravlede op på Storebæltsbroen, er blevet politianmeldt

Politianmeldt: Kravlede op på Storebæltsbroen

Højt at kravle, dybt at falde.

Sådan er virkeligheden lige nu for motocross-køreren Alex Porsing, fordi han for fire dage siden kravlede op på Storebæltsbroen - uden sikkerhedsnet, seler eller andet lignende.

Alex Porsing valgte at filme hele klatringen og lagde det ud på sine sociale medier, og nu har Storebælt valgt at politianmelde hændelsen, fortæller kommunikationschef hos Storebæltsbroen, Lene Gebauer Thomsen.

- Vi observerede ham og valgte på baggrund af det at politianmelde ham, siger hun.

- Burde I ikke have reageret på hans klatring, mens han var i gang? Han var jo til fare for andre end ham selv.

- Det er derfor, vi har politianmeldt ham. Han var til fare for trafikken.

Se Alex Porsing klatre op på Storebæltsbroen øverst i artiklen.

Ingen moralske skrupler
Ekstra Bladet fanger Alex Porsing over telefonen, og han kan ikke se det forkerte i sin handling. Tværtimod.

- Har du tænkt over konsekvenserne?

- Ja. Jeg vil da ikke dø. Men jeg stoler også på mig selv og min krop. For mig var det som at gå på et fortov. Du skal bare sætte det ene ben foran det andet.

- Men der er andre konsekvenser end bare dit eget liv, vil du ikke mene det?

- Nej.

- Hvis nu du ryger ned i en bil på broen.

- Det er vel det samme som at køre for stærkt på broen.

- Synes du, det er det samme?

- Ja. Statistisk set er der større sandsynlighed for at forvolde andre skade ved at køre for stærkt i en bil.

- Så du har ingen moralske skrupler?

- Nej.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Alex Porsing vandt 'Danmark har talent' i 2019. Foto: Krestine Havemann/Dplay
Alex Porsing vandt 'Danmark har talent' i 2019. Foto: Krestine Havemann/Dplay

Vant til modvind
Udover at politianmelde Alex Porsing har Storebælt også sat andre ting i søen. De er i gang med at undersøge, hvordan de kan øge sikkerheden, så folk ikke bare kan kravle op på Danmarks største bro uden videre.

Hvordan, de vil ændre på sikkerheden, ved de ikke endnu. Men processen er sat i gang, bekræfter de.

Og det er ikke første gang, Alex Porsing er i modvind for sin gøren laden. Tilbage i december 2020 skrev Ekstra Bladet om, hvordan selvsamme Porsing havde skrevet nogle krænkende beskeder til Nikita Klæstrup.

'Hva så man ska du kneppes eller hva,' var blandt andet noget af det, han havde sendt afsted mod tilrettelæggeren og debattøren.

Vicepolitiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Allan Holm, bekræfter over for Ekstra Bladet, at politiet har modtaget politianmeldelsen.