Kykkelikyyyy!
Sådan kommer det muuh-ligvis til at lyde for politiker-parret Jacob Mark og Christina Krzyrosiak ved startskuddet til de mange kommende morgenstunder sammen.
SF's 31-årige børneordfører, Jacob Mark, og Holbæks socialdemokratiske borgmester, 30-årige Christina Krzyrosiak Hansen, har nemlig begivet sig ud i noget så landligt som at købe en bondegård sammen.
Det skriver Jacob Mark på Facebook.
'Christina og jeg har gjort noget vildt: Vi har købt den dejligste lille bondegård. Det har altid været en drøm, og nu bliver den så til virkelighed', lyder det blandt andet i opslaget om den nye gård, hvis navn, ligesom Jakob Marks eget landlige efternavn, må siges at passe til lejligheden:
'Gården ligger i den hyggeligste lille landsby, og den hedder “Nygaard”. Det blev den døbt i 1954, “hvor herren på gården på vegne af sin kone skrev til indenrigsministeriet om de måtte døbe den Nygaard”'. skriver yderligere Jakob Mark i opslaget.
De to populære politikere har dannet par siden 2020, og de har blandt andet brugt hinandens selskab til at koble fra i pressede perioder.
Op til folketingsvalget nappede kæresteparret eksempelvis en tur til Skotland for at få ro på og valgkampens stress lidt på afstand.
Det har om nogen været nødvendigt for Jacob Mark, der i 2021 tog en pause fra politik på grund af stress. Han vendte først tilbage i løbet af sommeren sidste år og har for nylig udgivet en bog om netop det stressede liv på Borgen - og hvordan det kørte ham i sænk.
Det - og de mange andre sager med stressramte politikere - kan du læse mere om her: Ellemann sygemeldt: De blev også ramt i tjenesten