Rachel fra 'Årgang 0' tager sabbatår

Den 15-årige pige tager pause fra gymnasiet og rejser væk

Lars og Theresia Ellebye sammen med børnene David og Rachel. (Foto: TV 2)
Lars og Theresia Ellebye sammen med børnene David og Rachel. (Foto: TV 2)

15-årige Rachel toner sammen med de andre fra tv-programmet fra 'Årgang 0' frem på skærmen i det nye år med optagelser fra 2015.

Ekstra Bladet kan dog allerede nu for de seere og læsere, der ikke kan vente til 2016 med at blive opdateret på det populære program, afsløre, hvad den unge pige har brugt året på.

- Jeg har været på Askov Efterskole, og jeg stoppede her i sommer, og så har min bror været et år i Brasilien, fortæller Rachel og fortsætter:

- Nu går jeg i 1.g på et internationalt gymnasie i Sønderborg, og som det ser ud nu, skal jeg et år til USA til august, fortæller Rachel, der bliver bakket op af sin far, Lars Ellebye.

- Rachel er kommet et år tidligere i skole, så det er også for at få lidt mere alder på, fortæller han.

Årgang 0-far: - Jeg får knuder i maven af stolthed

Planen er, at opholdet i USA skal være et sabbatår, og Rachel derefter skal tilbage til Danmark for at tage 2. og 3. g. Og hun har et favoritsted blandt de 50 amerikanske stater.

- Det kunne være meget lækkert med Californien, men jeg er åben over for alt. Og udvekslingsorganisationen sagde, at det kan være lige så fedt at havne i Wyoming, Nebraska eller Wisconsin.

Emma dropper 'Årgang 0' og efterskolen

Pause fra optagelserne af 'Årgang 0'
Opholdet i USA kan få konsekvenser for tv-optagelserne af 'Årgang 0'.

- Jeg kommer måske til at tage en pause i begyndelsen, så jeg kan falde til og lære folk at kende, men jeg tror nok, at der kan blive filmet noget i slutningen af året, og jeg har et kamera som videodagbog, siger Rachel, der taler flot engelsk, men alligevel mener, at opholdet 'over dammen' kan give noget mere.

- Det kan være lidt svært med for eksempel matematik og kemi på engelsk, så at få det boostet rigtig meget, vil være fedt for mig.

Nye sprog er ikke fremmed for familien fra Aabenraa.

Rachels storebror, David, har været et år i Brasilien som udvekslingsstudent.

- Fra jeg ankom til Brasilien og hverken kunne sige 'hej' eller 'goddag', så er jeg faktisk gået hen at blive flydende i det, fortæller David, der er glad for at være hjemme igen og er startet på samme gymnasium som sin lillesøster - dog i 2. g.

Har været benhårde
Hvis han savner det portugisiske sprog, så kan han dog sludre med familiens brasilianske udvekslingsstuderende, Icaro, som familien skal huse det næste år. Dog foregår det meste samtale dog på dansk.

- Det har været en rigtig dejlig oplevelse og en ny kulturel dimension at have Icaro boende. Og vi har været benhårde. Hvis du skal have et godt år i Danmark, så skal du på banen og lære at snakke dansk i en fart, og det har Icaro også gjort. Der bliver talt dansk derhjemme, siger Lars, der bliver suppleret af sin hustru Theresia.

- Icaro har fået syv i dansk i gymnasiet, fortæller hun stolt om det flotte resultat af familiens 'lånesøn'.

Stephanie fra 'Årgang 0' er flyttet igen