Ramt af angst: - Det var næsten lammende

Tv-vært Abdel Aziz Mahmoud fortæller i en ny podcastserie om sin oplevelse med angst, der har ramt ham flere gange

Abdel Aziz Mahmoud har kæmpet med angst flere gange i løbet af sit liv. Foto: Olivia Loftlund
Abdel Aziz Mahmoud har kæmpet med angst flere gange i løbet af sit liv. Foto: Olivia Loftlund

Bag det selvsikre smil, som tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kan fremvise, når han toner frem på skærmen i blandt andet 'Go' Aften Live' på TV 2, gemmer sig en mere kompliceret virkelighed.

I en ny P1-podcastserie med titlen 'Mænd der knækker' fortæller den 38-årige tv-vært ærligt om den stress og angst, der har ramt ham flere gange i livet, selvom han finder det utrolig svært at tale om.

- Det begyndte i en periode af mit liv, hvor hele min identitet var i opbrud. Særligt mit arbejdsliv var kaotisk, men også min etnicitet og min seksualitet skabte indre kampe. Og så kom det. Det var en næsten lammende følelse, der kom fuldstændig ud af det blå, siger han i podcasten og fortsætter:

- Det er en følelse, der har fået mig til at stamme, rødme, gispe efter vejret og i sidste ende tvivle på, om jeg kan noget som helst. Det har været så overvældende, at jeg flere gange er taget på skadestuen, fordi jeg troede, at jeg havde et astmaanfald. Men det er ikke astma. Det er angst, har jeg fået at vide.

I podcastseriens fem afsnit har Abdel Aziz Mahmoud selskab af forskellige kendte mænd, der også har erfaringer med enten stress, angst eller depression.

Sammen med dem håber han at kunne sætte ord på og vise, at selv de mænd, der ser ud til at have tjek på tilværelsen, kan knække, forklarer han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Abdel Aziz Mahmoud, der ikke ønsker at uddybe det, han fortæller i podcasten.