Ramt af stor sorg: Nu har hun tilgivet sin familie

Skuespiller og instruktør Anne Grethe Bjarup Riis er i gang med at skrive en bog om sin søns sygdom

I maj 2015 fik Anne Grethe Bjarup Riis' søn konstateret leukæmi. Det blev starten på en lang og svær periode for skuespilleren og hendes familie.

I 2017 fik sønnen Gilbert sidste kemobehandling og blev efterfølgende raskmeldt.

Den lange og svære tid har fået Anne Grethe Bjarup Riis til at skrive en fiktionsbog med inspiration fra hendes eget liv.

Da Ekstra Bladet mødte hende på den røde løber til Robert prisuddelingen faldt snakken på hendes kommende bog, og hvad hun har lært om hele sønnens sygdomsforløb.

- Jeg synes ikke, at vi lytter nok til hinanden. Nu sidder jeg og skriver roman om min søns sygdom og min egen barndom. Lige præcis der synes jeg, at vi er dårlige til at løfte hinanden, når andre er i krise. Vi bliver bange for at gå ind i det rum, der gør ondt. Det er måske, fordi vi selv bliver mindet om ens egen død og smerte. Dét skal vi blive bedre til, fortalte hun.

Tager forkerte hensyn
En af grundene til, at vi er bange for at gå ind i det rum, der kan være smertefuldt, er i følge Anne Grethe et kulturelt problem.

- Vi lever i hvert fald i en kultur, hvor man måske tager et forkert hensyn. Hvor vi siger 'Vi skal heller ikke forstyrre. De har brug for ro', men vi har kun brug for, at der er nogen, der ringer på og tager hånd om én, lyder hendes opfordring.

Netop det vil hun uddybe meget mere i sin bog, der i følge hende kommer til at handle om den store sorg.

- Bogen kommer til at handle om at føle både at være i krise, men også føle den sorg og frustration der er i, at der ikke kommer nogen og besøger en, lød det.

Særligt én ting har hun lært i processen med at få skrevet bogen.

- Jeg har lært, at vi skal tilgive hinanden, fordi der er altid en grund, til at man bliver væk. Det er ikke, fordi der er onde mennesker. Vi skal bare lære at forstå hinanden også.

- Hvem har du senest tilgivet?

- Jeg har tilgivet min familie, lød det kort.