I aftenens afsnit af 'Luksusfælden' drog eksperterne til Horsens, hvor de mødte parret Ravna og Eric, der drømte om at købe hus sammen, men blev holdt tilbage af Erics skattegæld.
Eksperterne var knapt nok trådt ind ad døren, før det slog gnister mellem dem og deltagerne.
Parret var nemlig blevet foræret 12.000 kroner af Erics mor, så de kunne komme en tur på den Københavnske metal-festival 'Copenhell'. Eksperterne mente, de penge var bedre brugt på at nedbringe skattegælden, men Eric og Ravna nægtede, da de syntes, det ville være uetisk at betale af med en gave.
'Luksusfælden'-eksperter dropper deltager: - Gør du grin med os?
'Manipuleret med tallene'
Derfra gik det kun ned ad bakke, men spørger man hovedpersonerne selv, er der blevet smurt lige lovligt tykt på i programmet.
- Der er blevet manipuleret lidt med tallene for at få det til at se værre ud, end det reelt set er, forklarer Eric
- I programmet varer den sekvens (fremlægningen af parrets forbrug, red.) 15-20 minutter, men det tog tre en halv time at filme, fordi vi var så uenige med dem.
Blandt andet er parret ikke tilfredse med måden, eksperterne har regnet deres forbrug ud på. Eksempelvis mener de, at madposten er skudt godt 1.800 kroner over mål.
- Vi er uenige med dem i deres udregninger, og hvordan de er nået frem til de 5.800, siger Eric.
- De har ikke brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan vores økonomi rent faktisk fungerede.
Også parrets forbrug af fastfood er ifølge dem selv kraftigt overvurderet.
- Når vi er på Copenhell, så er det jo eksempelvis tre måltider om dagen per mand i fire dage. Det bliver jo talt med som junkfood, forklarer Ravna.
Nedtur efter 'Luksusfælden': Vraget fra sit nye job
Hold jer væk!
Alt i alt mener Eric og Ravna ikke, de har fået noget positivt ud af at være med i programmet.
- Vores budskab til folk er: Lad for helvede være med at melde jer til. Det kan godt være, du står og synes, du er i problemer, men der må være andre måder at få hjælp på. Den voksenmobning, som eksperterne udsætter én for, er ikke det værd.
- Jeg var ved at kyle dem ud flere gange, fordi de var så respektløse, istemmer Ravna.
Deres deltagelse har derfor ikke betydet de store forandringer i deres liv - hvis man da lige ser bort fra ét punkt:
- Det har ændret, hvordan vi ser programmet, når vi ser andre afsnit. Både fordi vi nu har stået på den anden side og set, hvor meget der bliver klippet fra, men også oplevelsen af, hvordan de to eksperter opførte sig - de var sindssygt nedladende, fortæller Eric.
- Jeg vil ikke sige, at de har forværret vores situation, men de har ikke gjort den forfærdeligt meget bedre.