Raser: - Jeg bliver så pissesur

Til årets Reality Awards kan man igen vinde prisen for årets bedste bryster og årets bedste overkrop, og det ændrer sig ikke lige foreløbig, lyder det fra arrangør

Raser: - Jeg bliver så pissesur

Onsdag 16. juni løber Reality Awards af stablen, og her skal vinderne i kategorierne årets bryster og årets overkrop atter kåres.

Men netop de kategorier skaber hvert år debat og spørgsmål om, hvorvidt kategorierne er tidssvarende i 2021. Spørger man arrangør, Kit Nielsen, er svaret dog klart.

- Vi har haft de nomineringer oppe at vende hos juryen, men vi er jo af den overbevisning, at de her kategorier hører til, og at det er deltagernes fest, og derfor er det også på deres præmisser, siger hun og fortsætter:

- Så længe dem, der bliver nomineret i de kategorier, er glade for de her nomineringer og kategorier, så er vi glade for det. Vi har før hevet nomineringer tilbage, hvis vi er blevet orienteret om, at en af de nominerede er kede af det over nomineringen, for det er ikke meningen. Men vi ser det jo som en hyldest, og mange har været stolte af at vinde priserne. Vi afholder jo Reality Awards og ikke Reumert, så det skal det også afspejle.

- Men burde man ikke spørge dem først så, hvis der er forhistorie med folk, der bliver kede af det?

- Det er også noget af det, vi taler om i juryen.

Sasha Louise Sprange kan ikke se noget problem med nomineringerne. Foto: Mogens Flindt
Sasha Louise Sprange kan ikke se noget problem med nomineringerne. Foto: Mogens Flindt
 

På deres præmisser
- Men kan du forstå, hvis der er nogen, der synes, det er for meget?

- Jeg er helt indforstået med MeToo og feminisme, og at det er vigtige emner og diskussioner. Men vi skal passe på, at vi ikke prakker noget ned over realitygenren, bare fordi det bliver diskuteret i andre sammenhænge. Hele arrangementets DNA er jo, at det er på deltagernes præmisser, siger hun og fortsætter:

- Kultureliten har det dog med at realityshame deltagerne. Men det kommer jeg ikke til se som en stopklods. Deltagerne bliver hyldet for deres mod og for dem, de er, og for os har det altid været vigtigt at vise diversitet. Men der er samtidig højt til loftet, og vi går ikke op i at være politisk korrekte.

- Kunne I overveje at fjerne kategorien i fremtiden?

- Vi gør det for at hylde, og vi ser ikke den pris som noget negativt, men det er klart, at hvis det begynder at blive negativt for deltagerne, så skal man måske overveje, om den skal blive der.

- Men som det er nu, ser folk det som et kompliment og en hyldest, og det er dejligt.

Glad for kategorien

Da realitydeltagerne Mariyah, Asbjørn, Sasha Louise Sprange og Sinan besøgte Ekstra Bladets studie, var meldingen da også klar. Kategorierne er kommet for at blive.

- Den skal 100 procent stadig være der. Man kan ikke lave sjov med nogen ting mere. Man går med lås for munden. Jeg støtter hele den her debat, men jeg synes også, at det er blevet sådan, at man virkelig skal tænke over, hvad man siger, og bare man siger en lille ting, så eksploderer det. I min optik er det her jo pissesjovt, siger Asbjørn, der selv er nomineret for årets bedste overkrop ved årets awardsshow.

Mariyah stemmer i.

- Jeg bliver så pissesur (når folk siger, at nomineringerne er for meget, red.). Så lad os da for helvede være. Vi er to køn, og vi skal da have lov til at være de køn, vi er, lyder det fra realitydeltageren, der bliver suppleret af Sasha Louise Sprange, der vandt årets bryster i 2019.

- Vi må gerne hylde hinanden, og det er fedt, at der er en palette af farver, og alle skal være repræsenteret. Jeg tænder for eksempel på maver, så der kunne godt være nogle med en flot ølmave med, lyder det fra Sasha Louise Sprange med et smil.

Se hele interviewet øverst, hvor realitystjernerne fortæller nærmere om deres overvejelser omkring priserne årets bryster og årets overkrop.

Du kan helt eksklusivt se hele Reality Awards her på ekstrabladet.dk. Både showet, reaktioner fra vinderne og interviews.