Raserianfald og mobning: TV 2-kolleger klager over Simi Jan

En lang række af TV 2's fotografer nægter ifølge Ekstra Bladets oplysninger at arbejde og rejse med Simi Jan, efter de i flere år har klaget over hendes opførsel. Simi Jan selv erkender, at hun har et heftigt temperament, og at ledelsen har italesat det

Hør interviewet med Simi Jan her.
Følg Danske kendte

'Ingen af tv-kanalens fotografer havde lyst til at rejse med, det var for farligt, så Simi Jan måtte selv filme sine indslag.'

Sådan lyder det i et interview med TV 2-korrespondenten Simi Jan, der for nylig blev udgivet i magasinet 'Ud & Se' om tiden, hvor hun drog alene til Afghanistan for at berette om Kabuls fald for TV 2.

Men ifølge en række fotografer, der er eller har været tilknyttet TV 2, er historien i virkeligheden en helt anden.

De nægter nemlig at arbejde og rejse med hende og har flere gange meddelt det til TV 2's ledelse.

Det erfarer Ekstra Bladet fra seks nuværende og tidligere medarbejdere på TV 2.

Kilderne fortæller samstemmigt til Ekstra Bladet, at de nu definitivt har sagt stop, efter de flere gange de seneste år har klaget over Simi Jan, der har været på TV 2 siden 2016, og hendes opførsel til TV 2's ledelse.

Klagerne over Simi Jan går ifølge Ekstra Bladets oplysninger på alt fra en hård og grov tone til deciderede raserianfald og mobning af TV 2's fotografer og andre medarbejdere, men også uprofessionel håndtering og grov tone over for kilder og andre samarbejdspartnere både i Danmark og i udlandet.

Gøre op med den hårde tone?
Ifølge Ekstra Bladets kilder har TV 2's ledelse trods de gentagne klager ikke gjort noget synderligt ved problemet.

Det til trods for at selvsamme ledelse den seneste tid har turneret med et budskab om, at der skal ryddes op i den grove og hårde tone på TV 2 efter gentagne afsløringer om en hård og sexistisk kultur på kanalen de seneste år.

Kulturproblemerne blev blandt andet beskrevet i dokumentaren 'MeToo: Sexisme bag skærmen', hvor netop grov tone også var et centralt tema, som ledelsen lovede at få gjort op med.

Flere kilder beretter i den forbindelse til Ekstra Bladet, at de flere gange har klaget til ledelsen over, at de eller andre kolleger er blevet svinet til og talt kraftigt ned til af Simi Jan på reportageture rundt omkring i verden, mens de også har overværet kilder og samarbejdspartnere få en lignende behandling.

Samtidig erfarer Ekstra Bladet, at en fotograf tilmed har forladt en reportagetur i udlandet i protest over Simi Jans opførsel.

Her ses Simi Jan i Afghanistan, hvor hun var afsted alene. Foto: TV 2
Her ses Simi Jan i Afghanistan, hvor hun var afsted alene. Foto: TV 2

Nægter at rejse med hende
Klagerne, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger er blevet indgivet gentagne gange de seneste 10-15 år, ser dog ikke ud til at have fået konsekvenser for 42-årige Simi Jan, der stadig benyttes flittigt af TV 2 som korrespondent i verdens brændpunkter og som vært på 'Go' aften Live'.

Ekstra Bladet er dog bekendt med, at der så sent som i efteråret 2021 blev indgivet en klage over Simi Jans opførsel til TV 2's ledelse.

Men til trods for at TV 2 på daværende tidspunkt for længst var i gang med det såkaldte 'kulturarbejde' på kanalen, fik klagen heller ikke denne gang tilsyneladende konsekvenser for Simi Jan.

At de mange klager formentlig ikke har haft konsekvenser, skaber - ifølge Ekstra Bladets oplysninger - frustration og vrede blandt flere medarbejdere på TV 2, der ikke føler, at de bliver lyttet til eller taget alvorligt af ledelsen.

Læs TV 2's svar om sagen i boksen herunder:

TV 2: Vi kan ikke kommentere konkrete sager, men ...

Hos TV 2 vil Jakob Vissing, der er chefredaktør på TV 2's udlandsreaktion ikke kommentere den konkrete sag.

Derfor vil han hverken be- eller afkræfte, at de i ledelsen har modtaget klager over Simi Jan. Det sker med henvisning til, at der er tale om en personalesag.

- Jeg kan sige, at vi ikke kan kommentere konkrete personaleforhold, for det berører kun de involverede parter, siger han og fortsætter:

- Men uanset om du arbejder i Danmark eller i udlandet, skal der være en ordentlig tone. Når man arbejder i krigszoner og brændpunkter, kan stemningen være meget presset, og følelser og temperament kan sidde helt uden på tøjet, og i de situationer kan det koge over. Derfor er det også vigtigt for os, at der altid foregår en debriefing om de ting, vores medarbejdere har oplevet - også hvis det involverer tilspidsede situationer, hvor tonen er for hård.

- Men I kan vel ikke have haft nok fokus på det, når der står nogle medarbejdere nu, der har klaget mange gange, i mange år, senest for et par måneder siden, og ikke føler, at der er blevet gjort noget?

- Som led i vores kulturarbejde har vi haft ekstra fokus på netop hård tone. Og vi må erkende, at der nok har været gange, hvor vi ikke har håndteret det godt nok. Det prøver vi at rette op på, siger chefredaktøren og fortsætter:

- Vi vil altid tage klager over vores medarbejdere alvorligt, men det kan godt være, at der er noget, der er sluppet igennem nåleøjet i tidens løb, som vi ikke har været nok opmærksomme på, og det kan vi kun beklage.

Håndterer undervejs
- Men kan du be- eller afkræfte, at Simi Jan har fået en advarsel eller en sanktion som konsekvens af de her klager?

- Jeg kan ikke komme ind på, om vi har håndteret konkrete klager, men der er masser af ting, som vi håndterer undervejs, som vi ikke diskuterer i offentligheden. Men som sagt: Hvis der er en følelse blandt nogle medarbejdere af, at vi ikke har lyttet, kan vi kun beklage, siger han.

- Men det kan jo virke lidt underligt på de folk, der har klaget, at de kan se Simi Jan blive brugt som frontfigur af TV 2 igen og igen og ikke have indtrykket af, at der bliver gjort noget?

- Nu kan jeg ikke kommentere, hvordan vi håndterer sager internt. Men der opstår sager fra tid til anden, som vi prøver at håndtere. Simi er en af vores bærende kræfter, som har unikke kompetencer og viden om Mellemøsten, og derfor bruger vi hende selvfølgelig i vores dækning.

- Men hvordan hænger det her sammen med, at I siger, at I er i gang med et kulturarbejde, hvor grov tone netop er i fokus, og så kan Simi stadig være en af jeres frontfigurer?

- Vi har stort fokus på den hårde tone som led i vores kulturarbejde. Vi gør noget ved det, når vi hører om det. Derfor beklager vi selvfølgelig også, hvis der er nogen, der føler, at de ikke bliver lyttet til, og det vil vi gøre alt for at rette op på i fremtiden, siger han og fortsætter:

- Jeg kan som sagt ikke komme ind på de konkrete klager, men som sagt er alt håndteret, og vi vil håndtere det, der kommer også.

- Hvad vil I så gøre i fremtiden for, at det her ikke sker igen, eller det ikke fortsætter?

- Vi er blevet meget klogere de seneste år, heriblandt på den hårde tone, og at vi skal lytte til vores medarbejdere, og hvis der kommer konkrete klager, så taler vi selvfølgelig med alle de medarbejdere, der er involveret.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Simi Jan: Jeg har et temperament

Simi Jan erkender over for Ekstra Bladet, at hendes temperament til tider kan løbe af med hende. Foto: Jonathan Damslund
Simi Jan erkender over for Ekstra Bladet, at hendes temperament til tider kan løbe af med hende. Foto: Jonathan Damslund
 

Da Ekstra Bladet fanger Simi Jan over telefonen, erkender hun, at hun har et heftigt temperament, som til tider kan løbe af med hende.

- Jeg har temperament, og det har jeg altid haft, og det er noget, jeg er opmærksom på. Når man står i de der meget tilspidsede situationer, som man jo havner i, når det handler om krig, har jeg fået vredesudbrud, og så har jeg mistet kontrollen. Det er noget, jeg arbejder på, og som jeg har arbejdet på de seneste år, for det er klart, at der er ingen, der skal føle, at det ikke er rart at være i selskab med mig. Men der er ingen mennesker, der er perfekte, og det er jeg heller ikke, siger hun.

Simi Jan fortæller, at hun dog ikke er bekendt med, at der har været konkrete klager over hende.

- Hvis der har været klager, er det noget, ledelsen har taget imod. Jeg har ikke modtaget andre klager, end at jeg på et tidspunkt er blevet gjort opmærksom på af ledelsen, at der er nogle af fotograferne, der synes, at jeg har et temperament, og at de ikke synes, det var særlig fedt, og det forstår jeg godt. Det er noget, jeg skal arbejde med, siger hun og tilføjer:

- Men jeg er ærgerlig over, at vi ikke har taget det i opløbet, og at jeg ikke har fået det at vide. Jeg kan godt tåle at høre kritik. For der er ingen mennesker, der er perfekte, og det er jeg heller ikke. Jeg ville ønske, vi havde talt om det, så det ikke havde vokset sig så stort og større, end det er. Når man er i de der pressede situationer, opstår der alt muligt, som kræver meget at være i, og det kan være, at jeg er blevet stresset og har sagt noget, og så er jeg virkelig ked af, hvis nogen har følt, at de ikke har følt sig trygge i det.

Simi Jan ses her til Danish Music Awards, hvor hun uddelte en ærespris. Foto: TV 2
Simi Jan ses her til Danish Music Awards, hvor hun uddelte en ærespris. Foto: TV 2
 

Simi Jan kan dog ikke genkende fortællingerne om mobning, grov tone og raseriudbrud.

- Jeg ved ikke, hvor det der med at blive mobbet og skældt ud kommer fra (...), men jeg skal blive bedre til at sige; 'hey, vi skal lige debriefe', og 'der blev jeg sgu lige lidt sur. Er du okay'? og generelt bare tage snakken, siger hun.

Hun fortæller videre, at hun blandt andet går i terapi, mediterer og dyrker yoga for at få styr på sit temperament.

Læs et større uddrag af interviewet med Simi Jan i boksen herunder:

Læs interviewet med Simi Jan her

- Men Simi - de her fotografer er jo vant til lidt at hvert. Der skal vel meget til, før de klager over noget som helst?

- Jeg tror, de her klager handler om Afghanistan specifikt. Afghanistan er jo et land, jeg har boet i i flere år. Jeg taler sproget. Jeg har arbejdet dernede i rigtig mange år, og derfor kan det godt være, at når man rejser med mig, så er jeg meget hjemmevant. Og så kan man ikke rigtig være med på det, men jeg skal være bedre til, at mit team er fuldstændig trygge med mig, og hvad vi laver, så det er selvfølgelig også mit ansvar, at folk ikke føler, de bliver sat af, og det er mit ansvar, at teamet fungerer, og hvis der er nogen, der ikke synes, at det har fungeret, så tager jeg det på mig.

- Det handler ikke kun om Afghanistan. Det handler jo om, at de slet ikke vil arbejde med dig, fordi de føler sig mobbet, og ikke at de er utrygge ved situationen?

- Jeg siger, ja ... Jeg har et temperament. Jeg er ikke et perfekt menneske, og når vi har været ude i verdens brændpunkter, så kan der opstå situationer, der er tilspidsede, som har gjort, at jeg har mistet den. Det er jeg helt opmærksom på, siger hun og fortsætter:

- Man skal selvfølgelig omgås alle med en god tone, og hvis nogen føler, jeg ikke har gjort det, så tager jeg den på mig. Jeg er ked af, at der er nogen, der har den oplevelse og vil undskylde, hvis nogen har følt sig trådt over tæerne.

Den seneste tid har TV 2 arbejdet målrettet for at rydde op i den grove tone, og det arbejde involverer også Simi Jan, erkender hun.

- Det handler meget om arbejdsmiljøet og den hårde tone ... Og det er jo noget, vi arbejder på, og som jeg arbejder på. Jeg er opmærksom på det, og jeg ved også, at jeg kan blive endnu bedre til det.

- Er du ikke en lige så stor del af problemet og med til at skabe en usund kultur?

- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke perfekt. Det er der ingen mennesker, der er, og jeg ville da lyve, hvis jeg sad og malede et eller andet skønmaleri, hvis jeg sagde, at jeg altid smiler og er glad. Vi har alle nogle sider, vi er mindre stolte af, og det er noget, jeg er opmærksom på. Jeg er ked af, at nogle har følt, at det er ubehageligt. For det skal være rart for os alle.

- De her personer har klaget i årevis. Det undrer mig, at alarmklokkerne ikke har hos dig ringet før?

- Jeg har ikke modtaget nogen konkrete klager. Jeg har kun fået at vide (af ledelsen, red.), at jeg har et kraftigt temperament til tider, og det er der nogle, der føler sig stødt over. Det har jeg taget til efterretning. Det skal jeg jo. Selvfølgelig gør jeg det. (...) Men ud over det har jeg ikke fået advarsler eller sanktioner.

- Hvor langt er du nået med det der personlige arbejde, når der så sent som for et par måneder siden er en, der har klaget over dig? Det er jo også nye klager.

- Jeg er i gang med mit arbejde og har været det i lang tid. Jeg er ked af, hvis der er nogen, der har opfattet min opførsel som grænseoverskridende eller forkert. Jeg kan ikke lave en skala fra 1-100 om, hvor langt jeg er. Det er en proces, som man ikke ændrer fra den ene dag til den anden. Men jeg er meget opmærksom på det. (...) Og jeg indrømmer, at der har været episoder, hvor jeg har mistet besindelsen, og det er jeg ked af.

- Du siger i et interview med Ud & Se, at fotograferne ikke vil rejse med dig, fordi de ikke tør. Men det er ifølge mine kilder ikke det, det handler om, men fordi de ikke vil arbejde med dig?

- Jeg har fået at vide af ledelsen, at de ikke vil rejse med mig, fordi det er for farligt (...) Det respekterer jeg. For man skal aldrig rejse til krigszoner, hvis ikke det er noget, man selv vil, siger hun og tilføjer:

- Det er ikke rigtigt, at det er, fordi de ikke vil arbejde med mig. Det er ikke det, ledelsen har fortalt mig, afslutter hun.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.