Rask efter kræftchok: Forkæler sig selv med huskøb

Komikeren Mark le Fêvre har købt et hus med sin kæreste, Sidsel, for at fejre, at han et kommet godt ud på den anden side efter sin operation

Mark le Fêvre er igen på toppen efter operationen og chokket, han fik i slutningen af sidste år. Foto: Jonas Olufson
Mark le Fêvre er igen på toppen efter operationen og chokket, han fik i slutningen af sidste år. Foto: Jonas Olufson

2019 sluttede med noget af et chok for Mark le Fêvre, da komikeren fik fjernet et modermærke i baghovedet, som viste tegn på kræft.

Lægerne tog ingen chancer, og derfor måtte han gennem en operation i hovedet, der til hans store lettelse gik godt.

- Det går heldigvis rigtig dejligt. Jeg har ikke nogen mén eller gener, andet end et stort ar, som vokser lidt hver dag, indtil det har sat sig helt, sagde han med et smil, da Ekstra Bladet mødte ham på den røde løber i februar.

TV2 bekræfter trist nyhed

Mark le Fêvre, der blandt andet er kendt fra TV2-programmet 'Stormester', hvor han er medvært, har valgt at fejre de positive nyheder med en stor beslutning. Det skriver han i et opslag på Instagram.

'Kæmpe voksen-nyhed! Jeg har købt hus! Da jeg tilbage i november blev opereret i hovedet, fordi lægerne fandt tegn på kræft, lovede jeg mig selv, at når jeg kom på den anden side af operationen, så ville jeg forkæle mig selv. Enten med en ny fed bil eller ved at tage springet og købe et dejligt hus med have,' skriver han og fortsætter:

'Efter operationen står jeg nu tilbage sund og rask med den dejlige nye titel 'husejer' - og så endda med en crazy-cat-lady-husnøgle. Jeg ved ikke, hvem jeg skal sige tak til, men det føles som om, at der er nogen, der skal have et tak. Så ... Tak.'

Komiker i lynhandel

Et wakeupcall
Over for Ekstra Bladet glæder Mark le Fêvre sig over, at han nu kan kalde sig husejer sammen med sin kæreste, Sidsel.

- Det er rigtig dejligt. Som jeg også skrev i opslaget, så vidste jeg, at jeg ville belønne mig selv, når jeg kom ud på den anden side af denne meget intense oplevelse, siger han.

Valget stod mellem hus eller bil, og det endte altså på det første.

- Det er et spring, jeg har haft lyst til at tage med min kæreste i lang tid, men det er jo også et meget stort spring - især økonomisk, siger Mark le Fêvre, som i dag er helt ovenpå efter operationen og chokket.

- Men det var lidt et wakeupcall. Jeg klarede jo heldigvis frisag, men det med lige at have frygten inde at vende ... det er en kliché, men man bliver bare lidt mere opmærksom på, at man ikke ved, om det hele slutter i morgen.

TV2 i banko-brøler

Ingen positiv overraskelse
Komikeren ønsker ikke at dele alt for mange detaljer om huset, men han beskriver det som et hus af almindelig størrelse, der ligger lidt udenfor København.

Derfor kan Mark og Sidsel, der begge er født og opvokset i Jylland, både være tæt på hovedstaden, men alligevel bo lidt udenfor byen, og det glæder de sig over.

Parret, som for nylig solgte deres lejlighed i København NV efter blot 29 dage på markedet, er allerede flyttet ind i huset. Men det har dog vist sig, at der ventede dem et lidt større projekt, end de først havde forventet.

- Det var lidt heldig timing, at vi ikke skulle til at have en masse dobbelt husleje. Men vi er desværre blevet ikke så positivt overraskede. Der er blevet røget meget i huset, så vi er i gang med at renovere for at komme det til livs.

- Vi bor der i dag, men vi bruger alle timerne på at vaske væggene ned, og vi går og maler det, vi selv kan. Der er nogle enkelte opgaver, hvor vi skal have professionelle til at gøre det, så det bliver helt ordentligt. Men det er gået fra, at vi tænkte, at det bare skulle have en lille klat maling - til at vi er blevet kastet ud i at være håndværkere lige pludselig, griner han.

Tv-seerne skulle have oplevet Mark le Fêvre som medvært hver uge på TV2 i programmet 'Stormester' netop nu, men på grund af coronavirussen er sæsonen blevet udskudt.