Tilbage i december gik skuespiller og entertainer Amin Jensen og hans kæreste, Bente Dalsgaard, fra hinanden efter ni år sammen.
Det meddelte de dengang begge på Facebook.
Siden da har han været stille omkring bruddet, men i et interview med Her&Nu sætter han nu flere ord på, hvordan han har det i dag.
Til mediet fortæller han, at bruddet var en fælles beslutning, og at han i dag er 'blevet single'.
Samtidig fortæller han, at der er en særlig grund til, at han ikke har talt offentligt om bruddet.
- Det er af respekt for hende. Det er ikke fair, at det kun er mig, der har taletid, og at det kun er min stemme, der kommer ud. Vi havde ni gode år, og vi stoppede, før det blev ni dårlige år, lyder det fra Amin Jensen.
52-årige Amin Jensen fortæller, at han da også har datet siden bruddet, men at han ikke er på udkig efter en kæreste.
Parret har hver tre børn fra tidligere forhold, og Amin Jensen og Bente Dalsgaard boede indtil deres brud sammen i Hvidovre. Her blev Amin Jensen boende efter bruddet sammen med sine børn.
De to mødte hinanden for ni år siden igennem fælles venner.
Tidligere var han gift med Lotte Holm. De to blev skilt i 2004 efter bare et års ægteskab.