Reagerer på kæmpe brøler

- Sådan noget går vi ikke op i, lyder det fra Rosalinde Mynster, efter hendes afdøde far ved en fejl stod på en gæsteliste for et par dage siden

Rosalinde Mynster tager sig ikke af fejlen.  Foto: Jonas Olufson
Rosalinde Mynster tager sig ikke af fejlen. Foto: Jonas Olufson

Forleden beskrev flere medier, heriblandt Ekstra Bladet, at SF Studios ved en fejl var kommet til at skrive den afdøde skuespiller Søren Spanning på gæstelisten til premieren på filmen 'Margrete den første', som blev sendt ud til pressen.

Da Ekstra Bladet mødte Søren Spannings datter, skuespilleren Rosalinde Mynster, på den røde løber i forbindelse med gallapremieren på filmen 'Dune' tirsdag aften, fortalte hun dog, at det ikke er noget hverken hun eller hendes mor, skuespiller Karen-Lise Mynster, tager særlig tungt.

- Sådan noget går vi ikke op i. Det er fint nok, og det er vi ikke kede af, sagde hun.

Efter episoden var SF Studios hurtige til at beklage fejlen, og det er pænt af dem, lød det videre fra Mynster.

- Det er sødt af dem at sige undskyld. Men det er fint nok. Det kan ske, sagde hun og fortsatte:

- Det er rigtig nok, at min mor var der til premieren, så det har nok været en fejl i farten, sagde hun videre.

Har ændret proceduren
I forbindelse med fejlen på gæstelisten forklarede Camilla Baggesen, der er publicity manager hos SF Studios, der står for pressearbejdet på 'Margrete den første', at de var meget kede af fejlen.

'Det er jo en dybt beklagelig fejl, og jeg blev virkelig ked af det, da jeg blev gjort opmærksom på det', lød det i den forbindelse fra Baggesen, der uddybede, hvordan fejlen kunne ske:

'Sagen er den, at vi fik en bekræftelse på deltagelse til gallapremieren af Karen-Lise Mynster (Spannings enke, red.), og de står desværre stadig noteret sammen på vores invitationsliste'.

Rosalinde Mynster og Karen-Lise Mynster til Søren Spannings begravelse. Foto: Arkivfoto
Rosalinde Mynster og Karen-Lise Mynster til Søren Spannings begravelse. Foto: Arkivfoto

'Gæstelisten blev sendt ud til den presse, som var tilmeldt til at dække vores løber, og det var her, de stod noteret sammen med de øvrige gæster', lød det videre.

Skal ikke ske igen
Camilla Baggesen understregede samtidig, at de nu har taget deres forholdsregler, så noget lignende ikke sker igen.

'Vi har naturligvis opdateret vores invitationslister nu, så det ikke sker igen', lød det fra Baggesen, der fortsatte:

'Det er jo virkelig beklageligt, men engang imellem laver jo vi fejl, og så må vi bare sørge for, at det ikke sker igen og det har vi gjort nu', lyder det.

Søren Spanning er blandt andet kendt fra 'Taxa'. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Søren Spanning er blandt andet kendt fra 'Taxa'. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Søren Spanning døde 12. februar 2020 efter længere tids sygdom.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se video fra den røde løber i forbindelse med gallapremieren på 'Dune' lige her:

Reagerer på kæmpe brøler

Reagerer på kæmpe brøler

Reagerer på kæmpe brøler