Realitystjerne idømt fængsel efter vold og trusler

Flere trusler på livet samt decideret vold har kostet en dansk realitydeltager en dom på fire måneders ubetinget fængsel

Torsdag blev realitydeltageren dømt i Københavns Byret. Foto: Jonas Olufson
Torsdag blev realitydeltageren dømt i Københavns Byret. Foto: Jonas Olufson

- Hvis ikke du sletter den video, så slår jeg dig ihjel.

Sådan lød det ifølge anklageskriftet fra en dansk realitystjerne i forbindelse med et klammeri ud for Skindergade 12 i København 6. juli i år.

Her skulle tv-kendissen også have tildelt sit offer et spark i maven, hvorefter han væltede vedkommende omkuld og tog halsgreb.

I alt stod han tiltalt for to tilfælde af vold og to tilfælde af trusler på livet. Torsdag blev han i Københavns Byret erklæret skyldig i alle fire forhold og idømt fire måneders ubetinget fængsel.

Det skriver Se og Hør.

Vedkommendes identitet er beskyttet af udstrakt navneforbud i ankeperioden, så den dømte kan ikke nævnes med navn i artiklen

Tiltalt for vold og trusler: De kaldte os reality-bumser

'Jeg slår dig ihjel'
Dommen blev anket på stedet, hvilket bekræftes af den dømtes advokat, der kort i en sms til Ekstra Bladet skriver:

'Den er anket, så sagen er ikke endelig.'

Offer nummer to blev ifølge anklageskriftet tildelt et spark i maven og et slag på venstre side af hovedet, så offeret mistede bevidstheden og faldt til jorden. Også denne fik en trussel med i farten.

- Du skal fucking ikke kigge på mig. Jeg slår dig ihjel, tordnede reality-deltageren.

Dansk realitystjerne kørt ned: Jeg blev slynget op i luften

Nægtede sig skyldig
Den nu dømte reality-deltager har tidligere fortalt i retten, at han nægtede sig skyldig, og at han og en gruppe realitydeltagere var taget i byen efter at have drukket det meste af dagen.

Ifølge den dømte var de to fremmede mænd flabede over for ham og vennerne.

- De kaldte os alle mulige ting. Blandt andet reality-bumser, lød det i retten, hvor han også afviste, at han var voldelig.

- Det var kun verbalt, vi stod og diskuterede med hinanden. Det gik lidt frem og tilbage, men det foregik kun verbalt.

- Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne lægge de to fyre ned, forklarede han.

Afgørelsen er som nævnt anket.