Remee og Mathilde glæder sig: Det var ikke planlagt

Remee og Mathilde venter deres andet fælles barn

Spekulationerne om, hvorvidt Remee Jackman og Mathilde Gøhler ventede sig, havde længe kørt rundt på de sociale medier.

Mandag kunne det celebre par bekræfte, at de til efteråret kan byde et nyt familiemedlem velkommen. Nu fortæller Remee, at de næsten ikke kan vente på at møde den lille ny.

- Nu har jeg kørt far i 22 år i træk. Så jeg tager det lange træk, men jeg elsker det, fortæller Remee om sin rolle som far til to - og snart tre.

Dejligt
- Det er jo dejligt. Det er jo gået godt både første og anden gang, så vi glæder os meget, fortæller Remee, da Ekstra Bladet møder ham på den røde løber til 'Danish Beauty Awards', som i år blev afholdt i Tivoli Congress Center i København.

Også storesøster Emma, som er Remees ældste datter, ser frem til at møde det nyeste medlem af Jackman-familien.

- Jeg glæder mig bare til at se babyen og møde den og hygge med den, fortæller 22-årige Emma, som går i sin fars fodspor og forfølger en karriere inden for musikkens verden.

Mathilde Gøhler, som ikke var med på den røde løber, er 20 uger henne, og dermed kommer den nye tilføjelse efter planen til verden i oktober. Hvilket køn barnet er, ved de, men de ønsker ikke at dele det med omverden endnu.

Holder det for sig selv
- Man skal jo holde noget for sig selv, griner den stolte far, som bor i Indre By i København sammen med Mathilde Gøhler.

Også de to storesøstre, Emma og Kenya, kender kønnet, men de glæder sig mest af alt bare til at møde den lille.

- Jeg håber.. ej, jeg er ligeglad, hvad det bliver, griner Emma. Og Remee svarer for Kenya, som heller ikke var til stede.

- Kenya var lykkelig, da hun fik det at vide. Hun har altid gerne ville have det, hun får.

Ikke planlagt
- Var det planlagt denne gang?

- Nej, altså Kenya havde planlagt det. Hun har haft planlagt det i mange år, så nu skete det, fortæller Remee om, hvordan Kenya længe har ønsket sig at være storesøster.

Hvad det vordende forældrepar kalder den kommende baby vides ikke, men Kenya blev opkaldt efter det sted, hun blev undfanget.

- Vi bokser meget med det. Men vi kommer op med noget, fortæller han og forsikrer, at det ikke bliver Nordvest.

Remee dukkede op på den røde løber med sin 22-årige datter Emma og hendes kæreste Raden. Det unge par har lige udgivet en EP sammen, som Remee stolt fortalte om.