Det er været nogle travle uger hjemme hos Mette Bluhme Rieck og familien. Hun er nemlig udlånt fra 'Aftenshowet' og er i denne periode vært under dækningen af OL.
Det har betydet, at familien derhjemme er vendt fuldstændigt på hovedet.
Det fortæller Mette Bluhme Rieck og kæresten Kasper Nielsen til Ekstra Bladet.
Mette Bluhme har sat vækkeuret til klokken fire om morgenen for at møde på arbejde klokken fem. Og det har været lidt hårdt for parret, som har været sammen siden 2014 og i 2018 fik sønnen Viggo.
- Det har været fedt, men jeg er jo et aften-menneske, jeg arbejder jo om aftenen, så jeg har jo vendt mit døgn 12 timer eller sådan noget, lyder det fra Mette Bluhme.
Har været vanvittigt
Det er ikke kun den 38-årige tv-vært, som synes, at det har været nogle hårde uger. Også kæresten 51-årige Kasper Nielsen stemmer i:
- Det har været vanvittigt, fortæller han om, hvordan rollerne er byttet om og han har stået for børnehave-afleveringen og pasningen hele døgnet rundt af deres fælles søn Viggo.
- Det er jo helt vildt, så du skylder big time, griner han med en vis alvor og forklarer, at på trods af, at de har byttet om på, hvordan de normalt gør tingene i hjemme i Nordhavn, så har det været nogenlunde lige til.
- Vi har lagt vores ferie, så det passede. Og vi har fordelt rollerne helt om, men det har fungeret helt fint, forsikrer han.
Om Viggo savner sin mor, er Mette Bluhme ikke i tvivl om.
- Ja, den lille har lært et nyt udtryk: 'Mor, arbejde'. Det har han nok hørt mange gange det sidste stykke tid, fortæller hun med et smil.
Har sovet hver for sig
- Nu skal der ikke komme en eller anden overskrift ud, men vi har faktisk sovet i hver vores soveværelse, fortæller Mette Bluhme.
Og det er ikke fordi, der er ugler i mosen, men netop fordi Mette Bluhme har haft så travlt på arbejde, at hun har haft brug for alt den nattesøvn, hun har kunnet skrabe til sig.
- Jeg vil ikke vække dem om morgenen, og jeg vil helst ikke vækkes om natten, fordi jeg skal helst nå at sove, så ja... Vi sover i to soveværelser for tiden. Så jeg har taget gæsteværelset her under 'OL'. Så jeg glæder mig faktisk til at komme tilbage, forklarer hun.
- Må jeg godt komme tilbage?, spørger hun kæresten.
- Det må du gerne, skat.
Parret solgte sidste år deres bolig på Islands Brygge. Nu bor de til leje i Nordhavn, men har ikke travlt med at finde noget nyt at bo i.