Sådan fejrede de kendte jul

Familien Wozniacki var hoppet i matchende kostumer, mens højgravide Geggo fejrede jul hos Mikkel Kessler. Se de kendtes billeder fra juleaften

Geggo fejrede jul med sin onkel, Mikkel Kessler. (Instagram).
Geggo fejrede jul med sin onkel, Mikkel Kessler. (Instagram).

Strikkede heldragter, en risalamande, der kunne bruges som mørtel, og en nisselandsby midt på spisebordet. De kendte har delt et hav af billeder fra deres juleaften på de sociale medier - ikke mindst fra køkkenet.

En, der var flittig med at tage billeder juleaften, var Caroline Fleming, der fejrede jul på Valdemars Slot på Tåsinge sammen med blandt andre sine børn og forældre.

Hun lagde mange billeder ud fra sine timer i køkkenet, hvor folk kunne følge med i menuen til aftenen, der blandt andet stod på en appelsin-frugtsalat til dessert. Den tidligere baronesses børn havde lavet et nisselandskab midt på julebordet, som hun delte et billede af på Instagram.

Mens Caroline Fleming øste ud af sine mange tips i køkkenet til blandt andet rødkål, var skuespillerinden Laura Christensen derimod knap så heldig med julemaden.

I hvert fald blev risalamanden ikke, som den 31-årige skuespillerinde havde håbet. Den blev så hård, at hun bad til, at der ikke var nogen, der ville knække en tand på den.

- Jeg har lavet risalamande for første gang. Jeg har lavet den efter min saglige mormors opskrift. Det er nu klart for mig, at den kan bruges som mørtel....flot Laura, skriver skuespillerinden til billedet.

Stephanie, også kaldet Geggo, fra 'Familien fra Bryggen' fejrede jul hos sin onkel, boksestjernen Mikkel Kessler, hans kæreste Lea og deres to børn. Med til juleaften var også Geggos kæreste, Cengiz, og Stephanies mormor, Mopper.

- En fantastisk hyggelig juleaften er slut, og nu er jeg også død-træt, skriver Geggo blandt andet til billedet.

Caroline Wozniacki fejrede jul med hele sin nærmeste familie, som havde valgt at iføre sig matchende dragter i strik - og det blev foreviget i et billede, som tennisstjernen lagde ud på sin Twitter-profil, hvor hun ønskede alle en glædelig jul.

Imens holdt Mascha Vang jul i Nordjylland, hvor hun var i kirke med sin datter, Hollie Nolia, der havde fået en sut i munden i kirken.

- Det var vi vist nødt til, skriver Mascha Vang til billedet.