Sælger luksusvilla: Står til stor milliongevinst

Sophie Fjellvang Sølling og kæresten står til en stor milliongevinst

Sophie Fjellvang Sølling er sammen med familien snart klar til nye boligeventyr. Foto: Mogens Flindt
Sophie Fjellvang Sølling er sammen med familien snart klar til nye boligeventyr. Foto: Mogens Flindt

18 millioner kroner.

Så mange penge skal du have op af lommen, hvis du gerne vil have fingre i den tidligere skiløber Sophie Fjellvang Søllings luksuriøse villa i Gentofte, som netop er kommet til salg.

Det skriver Se og Hør, og salget bekræftes af salgsopstillingen.

I den fremgår det, at man ved køb af villaen får 299 etagemeter fordelt på 196 kvm bolig og 103 kvm kælder, som er 'flot istandsat i løbet af 2019 og 2020'.

Sophie Fjellvang Sølling og Casper Sølling Barfoed har boet i huset siden 2018. Dengang gav de 9,5 millioner for huset. Dermed står de til at tjene den nette sum af 8,5 millioner, hvis de sælger huset til udbudsprisen.

Du kan se boligen her.

Sophie Fjellvang Sølling har for nylig været med i 'Korpset' på TV 2. Tidligere har hun også vundet 'Vild med dans'. Foto: TV 2
Sophie Fjellvang Sølling har for nylig været med i 'Korpset' på TV 2. Tidligere har hun også vundet 'Vild med dans'. Foto: TV 2
 

Ramt af stor sorg
Fjellvang-Sølling var tidligere gift med Nikolaj Fjellvang-Sølling, som på tragisk vis døde i 2012. De to har sønnen Maximilian sammen.

Siden fandt Sofie Fjellvang Sølling sammen med Casper Sølling Barfoed. De to har datteren Leonora og sønnen Theodore sammen.

Tidligere har hun til Alt for damerne fortalt ærligt om, hvordan det var for hende at finde kærligheden på ny efter sit livs tragedie.

- Jeg er vist som udgangspunkt ret let at begejstre. Mine børn har jo naturligvis en stor plads (...) Derudover har jeg min kæreste, Casper. Jeg mødte Casper gennem en fælles ven, sagde hun og fortsatte:

- Faktisk kendte Nikolaj og Casper godt hinanden, men jeg kendte ikke Casper. Nogle gange færdes man bare i nogle meget små kredse. Derudover er timing afgørende. Du kan have nok så mange mennesker omkring dig, men hvis du ikke er dér, så ser du dem ikke.

Ekstra Bladet har forsøgt at få få en kommentar fra Sophie Fjellvang Sølling, men det har i skrivende stund ikke været muligt.