I to år har Ida Holm og Mads Taiki Pedersen boet i det hus, de vandt, da de i 2019 deltog i TV2-programmet 'Nybyggerne', men nu skal parret videre.
Det skriver Ida Holm i et opslag på Instagram.
'Vi udvider både på virksomheds- og familiefronten, og vi må erkende, at vores behov ændrer sig. Vi har elsket de to år, vi har boet her, og det har bestemt ikke været en nem beslutning, for der ligger mange følelser i de her mursten!', lyder det i opslaget.
Huset, der ligger i Randers, blev i programmet vurderet til 2,6 millioner kroner.
I dag skal den kommende køber dog blot slippe 2.195.000 kroner for de 119 kvadratmeter.
'Nybygger'-par skal være forældre
Til Ekstra Bladet fortæller Ida Holm, at det har krævet mange overvejelser at rykke fra vinderhuset.
- Det har været en svær beslutning for os, for vi har været utroligt glade for at bo her i Randers. Da vi for to år siden flyttede ind, passede huset og stedet os perfekt, og vi havde ingen planer om at flytte herfra. Men i mellemtiden er vores virksomhed vokset, og det samme gør vores lille familie her til sommer, hvor vi får en søn, siger hun og fortsætter:
- Vi er ikke 100 procent overbeviste om, hvad der skal ske nu, men vi kan mærke et behov for at komme tættere på noget familie og samtidig også at bo et sted, der giver bedre mening i forhold til vores fælles virksomhed, som hele vores liv kredser sig om.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Venter barn
Ida og Mads kan til sommer byde deres søn velkommen til livet, og netop ønsket om at flytte inden fødslen har spillet ind på prissætningen af huset.
- De 2,6 millioner kroner har nok aldrig rigtig været en realistisk pris for et rækkehus i dette område. Både vi og ejendomsmægleren mener, at den her pris er den rigtige, set i lyset af at vi også rigtig gerne vil videre, inden jeg skal føde til sommer, siger Ida Holm.
TV2-parrets millionsucces: - Penge er ikke det vigtigste
Parret ved dog endnu ikke, hvad fremtiden bringer.
- Måske kommer vi tilbage til Randers engang, måske ender vi i Thy, Aarhus eller et helt fjerde sted. Under alle omstændigheder er vi meget åbne over for, hvad der skal ske nu, og vi kan godt lide tanken om, at vi ikke er låste nogle steder, siger Ida Holm.
Det er langt fra gratis at vinde førstepræmien i TV2-programmet 'Nybyggerne'. Læs her om de finansielle tømmermænd, der melder sig, når vinder-rusen har lagt sig (+).