Scorer ny stor tv-tjans

Tina Müller vil den næste tid kunne opleves som vært på TV Avisen

Tina Müller er i øjeblikket vært på TV Avisen. Foto: Jamal Christensen/DR
Tina Müller er i øjeblikket vært på TV Avisen. Foto: Jamal Christensen/DR

Mandag morgen kunne danskerne som noget nyt opleve sportsvært Tina Müller som vært på TV Avisen fra morgenstunden, og hvis man godt kunne lide den garvede sportsvært i det nye format, kan man allerede nu godt begynde at glæde sig.

Den næste tid vil hun nemlig indgå som en fast del af holdet på TV Avisen om morgenen.

Det fortæller Müller til Ekstra Bladet.

- Vi fortsætter med morgennyheder på DR1 til og med august. Alle sportsbegivenheder er jo aflyst for mig - EM, OL, De paralympiske lege, så jeg har sagt ja til at hjælpe på TV Avisen, fortæller hun med et smil.

Populært DR-program får sparekniven

Ifølge Tina Müller er tjansen på TV Avisen en kærkommen udfordring, og efter at have indtaget TV Avisens studie for første gang mandag morgen, er hun ved godt mod.

- Det har været ret sjovt. Det er et forum og format, jeg ikke har prøvet, og det er jo to timers liveudfordring, hvor alt kan gå galt - for eksempel en gæst, der ikke dukker op, eller en Skype-forbindelse, der går ned, eller der kan komme breaking news, men hvor man samtidig virkelig også kan udvikle sig som vært og prøve nye ting, siger hun.

Tina Müller er mest af alt kendt som vært på DR Sporten. Foto: Peter Hauerbach
Tina Müller er mest af alt kendt som vært på DR Sporten. Foto: Peter Hauerbach

Kan lære meget
Tina Müller er overbevist om, at hun kan lære meget af sine nye græsgange på TV Avisen, og at hun kan tage erfaringerne med sig videre i hendes fremtidige værtsjob.

- Jeg har sagt ja, fordi det er en fed udfordring, og jeg kan tage en masse værtstekniske værktøjer med mig, som jeg kan lære af og bruge. Jeg har ikke det samme med i bagagen her på TV Avisen, som jeg har i sporten, hvor jeg er rutineret, og jeg er ikke tryg ved det på samme måde, så det er en helt anden bagage og rygsæk, som jeg nu skal hive frem og hvile i, og det synes jeg er rigtig sjovt og en god udfordring.

42-årige Tina Muller vil være vært på TV Avisen på fuld tid i juli og august, mens hun sideløbende optager til den nye sæson af 'Hammerslag', hvor hun for første gang er vært på den kommende sæson af boligprogrammet.

DR-vært jubler: Endelig i gang

- Jeg skal til Fredericia om et par timer og optage til 'Hammerslag'. Det glæder jeg mig meget til. Vi nåede jo kun at filme to afsnit, inden vi måtte stoppe på grund af corona. Så det bliver rigtig rart at komme i gang igen og komme ind i en rytme, siger Tina Müller.

Den nye sæson af 'Hammerslag' forventes at have premiere til efteråret.