Scorer nyt job

Emil Midé Erichsen, der er kendt fra tv-programmet 'Kurs mod fjerne kyster', får nyt job

Nu skal Emil Midé Erichsen være folkeprofessor. Foto: Lars E Andreasen/Ritzau Scanpix
Nu skal Emil Midé Erichsen være folkeprofessor. Foto: Lars E Andreasen/Ritzau Scanpix

Den kendte kaptajn Emil Midé Erichsen bliver ny folkeprofessor ved Johan Borups Højskole. Her skal han det næste år holde folkelige forelæsninger om 'valget, fællesskabet og skønheden'.

Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Johan Borups Højskole. De samtaler, der opstår i et højskole-miljø, har altid inspireret mig. Den naturlige nysgerrighed, alle omkring en højskole udviser, udfordrer mig, og jeg synes altid, jeg går klogere derfra.

- Både på de mennesker, jeg møder, men også på mig selv og min egen historie. Jeg glæder mig til at se, hvad et år omkring Johan Borups Højskole kan lære mig – jeg er sikker på, at det ikke er så lidt, siger Emil Midé Erichsen.

Emil skal hjælpe med idéudvikling om at rejse i en ny tid med respekt for klode, klima og kulturer, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Vi er lykkelige over, at den spændende unge kaptajn, der som 23-årig sejlede jorden rundt med det gode skib Havana, nu kommer til at have sin gang på Johan Borups Højskole, siger forstander Bjørn Bredal.

Johan Borups Højskole har oprettet professoratet med det formål at bringe videnskabelig, kunstnerisk og politisk elitekultur i kontakt med den brede folkekultur og oplysning.

Emil følger efter Lucia Odoom, Anne Lise Marstrand Jørgensen og Adam Holm.

Emil Midé Erichsen har over tre år sejlet jorden rundt med sin lillebror Theis Midé Erichsen og siden holdt foredrag om sine eventyr. Han har også prøvet kræfter med jobbet som sejlsportskommentator ved OL i Rio sammen med sin far.