Puk Elgård er færdig hos 'Go' morgen Danmark', som hun forlader efter syv år.
Det sker efter lange og grundige overvejelser hos den 53-årige vært.
- Jeg har været en del af programmet i rigtig mange år, og jeg føler, at jeg har tilført ’Go’ morgen Danmark’ det, jeg kunne. Jeg har brug for nye udfordringer, og jeg overlader trygt sofaen til en anden, siger Puk Elgård til tv2.dk.
Hun fortæller videre, at det bliver vigtigt for hende at sige ordentligt farvel, når i dag har sidste vagt.
På Instagram har Puk Elgård ligeledes lagt et opslag op, hvor hun kommenterer på den overraskende udmelding.
'Hvor har det været fedt at sidde i den røde sofa som vært på @gotv2dk men nu er det slut. Jeg har min sidste vagt i dag. Tusind tak til alle der har kigget med gennem de sidste mange mange år. Hvor har vi oplevet meget sammen. Big love og kram fra Puk.', skriver hun.
Tegnene på et snarligt stop har måske været der. Tilbage i marts kom det frem, at Puk Elgård tog en pause fra programmet frem til sommer for at hellige sig andre projekter.