Så lykkedes det.
Journalist og mediepersonlighed Henrik Qvortrup og fru Nanna Qvortrup har fået afhændet deres 166 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg, som de købte i januar 2022.
Det skriver Nanna Qvortrup i en story på Instagram.
'Vi har solgt lejligheden på Frederiksberg', lyder det blandt andet.
Men det er formentlig ikke sket uden et betydeligt tab.
Først slog de sølle 5.000 kroner af prisen, og i januar kunne Ekstra Bladet så fortælle, at ægteparret, der blev gift i fjor, havde besluttet at skære yderligere af.
Det betød, at man på daværende tidspunkt kunne købe herligheden for 10.995.000 ifølge salgsopstillingen.
Da Henrik Qvortrup og Nanna Qvortrup købte lejligheden for et års tid siden, betalte de 12 millioner kroner for den herskabelige bolig.
- Det er rigtigt, at den er solgt nu. Det kan jeg godt bekræfte, siger Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.
- Er den solgt til den 'nye pris', efter at I satte den en million kroner ned?
- Øøøøh. Hvad vi solgte den til, har jeg ikke nogen kommentarer til. Men jeg kan sige, at vi sådan set er meget godt tilfredse.
- Hvordan skal det tolkes?
- Det er det, der hedder 'åbent for fortolkning', siger Henrik Qvortrup kækt.
Qvortrup-parret flytter ud i april.
- Nu tager vi sommeren i vores sommerhus i Kalundborg, og så flytter vi tilbage til Frederiksberg. Vi skal bare lige finde det rigtige.
- Hvorfor flytter I egentlig så hurtigt fra lejligheden? Handler det om noget økonomisk, f.eks. at der ikke var råd til bo i den alligevel?
- Ved du hvad - jeg tror bare, vi lader det blive ved det, jeg allerede har sagt.